Tove Pensdorf på 91 år nyder julefrokosten på Grønttorvets Friplejehjem, hvor hun netop er flyttet ind for 14 dage siden.

Første jul på plejehjemmet

Når man skal holde sin første jul på plejehjem, kan man godt få brug for lidt ekstra omsorg. Det ved man på Grønttorvets Friplejehjem, hvor alle beboerne er nye.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

I festsalen er der dækket op og alle er samlet til sild, tarteletter og en masse andre lækkerier, som det hører sig til ved en god dansk julefrokost.

I dagens anledning er der kommet juleøl på bordene, hvor beboere og ansatte på Grønttorvets Friplejehjem er samlet for at fejre højtiden sammen. Her går snakken om alt fra børnebørn og julebesøg til porcelænsmaling og madlavning

Mellem bordene går plejehjemmets forstanderinde, Christina Fruergaard, rundt og serverer lun leverpostej.

Hun og medarbejderne gør alt hvad de kan for at skabe en hjemlig og hyggelig stemning.

“Vi havde egentlig inviteret beboernes pårørende til at holde julefrokost med os, men det måtte vi desværre aflyse på grund af Corona. Men vi skal nu nok få det hyggeligt alligevel, siger forstanderinden med et smil, inden hun går videre med leverpostejen og hyggesnakker med beboerne.”

Ikke nemt at forlade sit hjem

Grønttorvets Friplejehjem i Valby åbnede i midten af november. Alle beboerne er nye og for dem alle er det den første jul på plejehjem.

Tove Pensdorf på 91 år er en af de nyest tilkomne. Hun flyttede ind for kun 14 dage siden og er stadig ved at vænne sig til de nye omgivelser.

“Jeg har boet i Avedøre i 60 år i et hus, vi selv byggede,” fortæller hun.

Det var ikke let at forlade det hjem, hun har passet det meste af sit liv, men benene ville ikke mere. Men hun er nu glad for, at hun netop fik en plads på Grønttorvets Friplejehjem.

“Jeg er født og opvokset i Valby, så selvom det er mange år siden, jeg sidst har boet her, er det på en måde som at komme hjem,” fortæller hun.

200 meter til sønnen

Bodil Krarup har boet her en anelse længere, for hun flyttede ind, da plejehjemmet åbnede.

Bodil Krarup har sklerose og kunne ikke længere klare at bo alene. Med sine 63 år er hun den yngste beboer.

“Jeg er bare så glad for at bo her. Det er dejligt at flytte ind i noget helt nyt og med sådan en god udsigt, siger hun og kaster et blik ud over Valbys hustage udenfor de store panoramavinduer.”

Bodil har sklerose og kunne ikke længere klare at bo alene. Med sine 63 år er hun den yngste beboer på Grønttorvets Friplejehjem, men hun synes ikke, det gør noget, at mange af de andre beboere er 30 år ældre end hende selv.

“Vi snakker jo fint sammen alligevel,” siger hun.

Bodil Krarup kommer fra Jylland, men hun har to voksne børn i København, og derfor valgte hun at flytte til den anden ende af landet.

Det giver pote nu, for selvom de pårørende ikke kunne få lov at deltage i julefrokosten, kan Bodil Krarup nu holde jul hos familien.

“Min søn bor kun 200 meter herfra, så han kan lige trille mig hjem i kørestolen til juleaften. Det bliver dejligt,” siger hun.

Jazz og Matador

Også Tove Pensdorf skal være sammen med familien juleaften. Hun har tre voksne børn og et hav af børnebørn og oldebørn. Juleaften kommer hendes datter og svigersøn og fejrer jul på plejehjemmet.

“De er flinke til at besøge mig, og det er dejligt, at de kan komme juleaften,” siger Tove.

I baggrunden er et jazzorkester ved at stille op. Der skal være julekoncert for beboerne.

Et øjeblik bliver beboerne en smule bekymret for, om de nu når at se dagens afsnit af TV-serien Matador, som de har fulgt med i hele december. Men personalet forsikrer, at de nok skal se afsnittet senere på dagen.

“Personalet her er så søde. Da jeg boede hjemme, havde jeg hjemmehjælp fire gange om dagen, og der kom mange forskellige. Det er rart, at det altid er de samme, man møder her, og de er alle sammen rare at være sammen med,” siger Bodil Krarup.

Hvad er et friplejehjem?

  • Et friplejehjem er et privatejet plejehjem. Plejen er omfattet af samme regler som på de kommunale plejehjem.
  • Alle kan vælge at bo på friplejehjem, når man visiteres til en plejehjemsplads. Ofte vil kommunerne pege på deres egne plejehjem først, og derfor skal man aktivt vælge et friplejehjem, hvis det er det, man ønsker.
  • Det koster det samme at bo på et friplejehjem som at bo på et kommunalt plejehjem, og man kan søge om boligstøtte.
  • Man kan frit vælge et friplejehjem i en anden kommune end den, man kommer fra. Det kan være en fordel, hvis man for eksempel bor i Jylland og har børn og børnebørn i København, som man gerne vil tættere på.

Først publiceret: fredag 24. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 11:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.