Skibstømrer: Træskibe er altid en skøn udfordring

Der er en duft af træ fra savsmuld og spåner på førstesalen i bådebyggeriet med stor udsigt ud over Gilleleje havn.

Den gamle snedkerhøvl glider i lange bevægelser med sin karakteristiske writzzz lyd ned over træet.

Han har et fast greb i høvlen. Skægget er gråt, brillerne har kant, og han er iført en blå fleece under et par slidte blå overalls, der har lidt limpletter her og der.

Han arbejder med en 6-7 meter lang stamme i lærketræ, der skal forvandles til topmast. Først blev den skåret firkantet, så 8 kantet, derefter 16 kantet inden den skal rundes, have fræset en revne til kablet der går op til toplanternen og endelig have en gang olie og 7-8 gange lak.

Jan Skibstrup elsker arbejdet med træskibe, der næsten altid byder på store udfordringer, når man ser bort for masten her. For træ er et levende materiale, der hele tiden arbejder både i den ene og anden retning:

“Et hul i et skib er ikke bare et hul, og planker ikke bare noget du kan banke på plads. Du er hele tiden udfordret og må tænke dig frem til løsninger, der holder. Og jeg har ikke tal på de nætter, hvor jeg er vågnet, fordi hovedet i søvne har tumlet rundt med et konkret problem,” siger han og uddyber:

“Så er der hele arbejdsprocessen. Der findes stort set ikke nogen rette linjer i et træskib, så du skal både have føling med træet og kunne forme det, så det passer præcist ved siden af eller imellem de andre planker, så det hele ser harmonisk ud, når det er færdigt. Det går der sport i, for du vil jo gerne have at den sidder lige i skabet første gang.”

Kærligheden til havnen

Jan fortæller, at han kan stå på et skibsdæk og se præcist, hvordan det er lagt, og hvordan træet har trukket sig, og at det er harmonien i helhedsindtrykket, der er afgørende for om det har været en god eller dårlig skibstømrer, som har været på spil.

Men han har selvfølgelig også rutinen. Her i januar er det faktisk præcis 50 år siden, at han gik i lære som skibstømrer.

“Helt tilbage som lille dreng havde jeg tegnet både, og jeg kan huske turene ned på havnen, der skete altid noget, og var man heldig fik man en tur med havnevæsnet. Det var gevaldigt for en lille dreng – Og den stemning mellem mennesker på havnen elsker jeg stadig, selv om jeg godt kan savne de skæve eksistenser der var flere af før i tiden.”

Håndværk for robuste mennesker

Jan var i lære hos en bådebygger i Hundested, der byggede 52 fods fiskekuttere på 20 ton. Sådan en tager det cirka 6.000 arbejdstimer at bygge, og her bruges både egetræ, bøg og fyrretræ.

Han stod han i lære i fire år i et uopvarmet værksted og lærte både at tegne både, at bruge scarøkse, slibe save, fræsere og elhøvle og alt det andet, der hører til faget.

“Arbejdet som skibstømrer er da et fysisk hårdt arbejde med en masse skub, træk og kravlen og ofte udenfor i vind og vejr, så det er robuste mennesker, der arbejder i miljøet. Der er ikke så meget piveri, man taler lige ud af posen og selv om tonen kan være barsk, så ved man hvor man har hinanden, og det kan jeg rigtig godt lide.”

Eget bådebyggeri

Efter læretiden var Jan lige ud og fiske et års tid, hvor han blandt andet mødte sin hustru Sanne på Bornholm, og de har været sammen lige siden, så det må have været en af hans mere vellykkede samlinger.

Hun passer kontorarbejdet på Bådebyggeriet. De slog sig ned i Gilleleje og Jan arbejdede som svend cirka ti år på bådebyggeriet ved siden af, før han fik et tilbud om en halvpart i Gilleleje Bådebyggeri. Det har eksisteret siden 1850, og dermed er et af Danmarks ældste.

“Jeg var 35 år, og det kostede en million kroner, men jeg havde ikke fem flade øre. Men heldigvis var der en flink bankdame, der troede på mig,” ler Jan.

Måske har det også hjulpet at der dengang var cirka 40 fiskekuttere i havnen, optimisme og masser af arbejde.

“Dengang lavede vi fiskekuttere 80 procent af tiden og lystbåde for resten. I dag er det lige omvendt, og der er ikke bygget nye erhvervsbåde i træ i 33 år. Men vi er nogle, der har holdt skindet på næsen, og nu er der så få bådebyggerier tilbage, at vi ikke opfatter hinanden som konkurrenter,” siger Jan.

Han fortæller, at den store udfordring ved træskibe er, at det er voldsomt timetungt.

Det er ikke unormalt, at en opgave der koster 1.000 kroner i materialer til gengæld, koster 4.000 kroner i arbejdstimer, hvis man ser det forholdsmæssigt.

Håndplukket træ

Men materialer skal der til. Jan er ved at vise rundt, og på pladsen ved siden af bygningerne ligger der store stabler af blandt store egetræssider med bark.

Træet er han med til at håndplukke sammen med skovfoged ude i en skov.

Så går Jan og kigger på træets facon, om der er fugle som har haft bygget rede i det, om det har været angrebet af svamp og vanris og hvordan det ellers har vokset, for har det haft mange grene er der også mange knaster.

Det er også en indkøbssituation, der kræver fornemmelse, når man ikke kender de konkrete opgaver to tre år frem. Omvendt dur det heller ikke at købe for lidt og pludselig mangle en planke, for man kan ikke bare lige tøffe ned i byggemarkedet og købe en.

“Så vidt jeg husker fik vi 80-100 kvadratmeter egeplanker sidst. De kom på tre lastbiler.”

Skriftkloge har talt håndværket ned

De senere år er der også opstået et andet problem.

“Da jeg fik svendebrev, var der status i at være svend. Det er forsvundet, fordi skriftkloge her i landet –  som ikke selv kan bruge deres hænder – har talt håndværksfagene ned. Og de galpede op om, at var du lidt dum, så kunne du altid blive håndværker.”

Intet er mere forkert, slår Jan fast.

“For eksempel skal du som skibstømrer i dag både kunne designe og bruge CNC styrede maskiner. Men det har bragt os i en situation, hvor det er helvedes svært at skaffe gode folk.”

Generationsskifte

Jan er nået ned på havnen, hvor de har et stort træskib under behandling. Det kaldes kalfatring.

Her er nogle at firmaets unge ved at kratte gammel tjære og hamp ud mellem de 80 mm egeplanker på skibsskroget, hvorefter de stoppes med ny hamp og forsegles med rygende varm sort beg. En metode, der kan spores helt tilbage fra vikingetiden.

“Det kommer nok til at koste 300.000 kroner, men så holder det også i 15 år,” siger Jan og fortæller at han nok i tiden løb har udlært 70 unge i faget, og at det gjorde ham utroligt glad at faktisk er en af de gamle lærlinge, der for 3 ½ siden overtog bådebyggeriet.

For Jan har besluttet at trappe lidt ned. Nu har han kun fire dages uge, og der bliver mere tid til lange sommertogter med Gertrud. En gammel kutter han og Sanne købte for mange år siden, og som bliver passet og plejet som var det et lille barn.

For er man skibstømrer, så vil man gerne have at ens skib er det flotteste og prægtigste, når man kommer til en ny havn.

“Jeg elsker de ture rundt i Danmark med vores egen båd, så møder man folk og andre skibe som på et tidspunkt har været på bådebyggeriet. Det er en stor gensynsglæde og det gør mig stolt, når jeg ser at det træ jeg skiftede ud på et skib for 30 år siden stadig holder.”

Først publiceret: mandag 21. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 2. marts 2022 kl. 17:39