6 tip til at få styr på alkohol i påsken
Påsken er over os, og det betyder påskefrokoster med familie og venner, og ofte er der både snaps og påskebryg på bordet. Men det er især vigtigt at passe på genstandene, jo ældre du er. Alkohol & Samfund giver 6 gode råd til en påske med mindre alkohol.
Senest opdateret: mandag 8. april 2024
Så hæver vi pokalerne igen.
Det er påske. Og det nyder mange danskere traditionen tro i selskab med venner og familie over en god påskefrokost med snaps og påskebryg.
Vil du holde promillerne nede, så har Alkohol & Samfund 6 gode råd, der er med til at minimere antallet af genstande:
1. Drik vand hver anden gang
Udskift hver anden genstand med vand, sodavand eller en alkoholfri øl og spis sideløbende med, at du drikker.
2. Tag mindre slurke
Tag mindre slurke og sæt dit glas fra dig, når du ikke drikker.
3. Drik ikke for tørst
Drik vand eller en læskedrik inden du begynder at drikke alkohol, så du ikke drikker alkohol, fordi du er tørstig.
4. Lav en aftale
Lav en aftale med dig selv inden påskefrokosten – for eksempel jeg drikker ikke efter klokken 22 eller jeg drikker maksimalt fire genstande.
5. Giv dig selv en påmindelse
Sæt et kryds på hånden, en alarm på telefonen eller en anden form for påmindelse, så du minder dig selv om, den aftale du har lavet.
6. Brug appen Alkolog
Download appen Alkolog på mobilen, der kan hjælpe dig med at tælle dine genstande i løbet af påskefrokosten.
Vær særlig opmærksom på alkohol som senior
Det er vigtigt at passe på procenterne og have fokus på, hvor meget du drikker, særligt jo ældre du er, fortæller Bjarne Stenger Elholm der er leder af Alkolinjen hos Alkohol & Samfund. Der er større risiko for skader, sygdomme og følgevirkninger, når du kommer op i årene.
Viden og info om alkoholproblemer
Faglige Seniorer samarbejder med Alkohol & Samfund om at viderebringe information om alkohol og alkoholforbrug.
Alkohol & Samfund er en interesseorganisation, hvis mål er at få bred opbakning til at skabe en bæredygtig alkoholkultur, hvor hverken menneske, fællesskab eller samfund oplever negative konsekvenser af alkohol.
Alkohol & Samfund er talerør for mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende og synliggør de samfundsmæssige og menneskelige udfordringer, der kan være med alkohol.
Alkohol & Samfund arbejder på et sundhedsvidenskabeligt og socialfagligt grundlag og er uafhængige af partipolitiske, religiøse og erhvervsinteresser.
“Når du bliver ældre, ændrer kroppen sig fysisk. Det betyder, at alkohol har en stærkere virkning på ældre og derfor er du mere sårbar overfor sygdom og skader som følge af alkohol. Man mister nemmere balancen og det øger risikoen for at falde og knoglebrud,” fortæller Bjarne Stenger Elholm.
Mange ældre har også sygdomme, som forværres af at drikke alkohol for eksempel forhøjet blodtryk, hjertesygdomme og søvnproblemer.
“Desuden kan virkningen af den medicin, man tager forstærkes eller mindskes, hvis man samtidig drikker alkohol,” siger Bjarne Stenger Elholm.
Alkoholforbruget stiger blandt de ældste
Knap 14 procent af seniorerne i alderen 65-74-årige drikker mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse på maksimalt10 genstande om ugen.
Modsat resten af befolkningen er det også kun i den ældste aldersgruppe (dem over 75 år), hvor der i perioden 2010-2021 er målt en stigning i andelen, der drikker mere end 10 genstande i løbet af en typisk uge.
Det viser tal fra den nye Sundhedsprofil, der udkom i marts 2021.
Ældre står bag hvert 5. opkald til Alkolinjen
At flere ældre drikker for meget, er også synligt i opkaldene til Alkolinjen.
Hvert år kontakter flere og flere ældre Alkolinjen. Faktisk var hvert 5. opkald rådgiverne besvarede fra en person over 60 år.
I 2023 ringede 737 danskere over 60 år ringet til Alkolinjen. 280 opkald var fra mænd og 452 opkald var fra kvinder.
I 2022 ringede 669 personer over 60 år. 266 opkald var fra mænd, mens kvinder tegnede sig for 398 opkald.
Opkaldene er ofte fra personer, der er bekymret for deres alkoholforbrug – og særligt ved helligdage, som påsken, kan det være svært at sige nej tak, når der bydes på snaps til silden eller påskeøl til den lune leverpostej.
Alkolinjen kan hjælpe i påskedagene
Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500. Det er gratis og du er anonym.
Du kan ringe eller chatte med en rådgiver alle hverdage. Mandag fra klokken 09-17 og tirsdag til fredag fra klokken 11-17 – også skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag.
Du kan også sende en SMS til 1231 med teksten Alkohol, så vil du blive ringet op af en rådgiver.
Sådan gør du
Chat med en rådgiver - KLIK HER
Download AlkoLog gratis og få overblik over, hvor meget du drikker og tips til, hvordan du kan skære ned:
Først publiceret: fredag 8. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:22