
17 tip: Sådan sparer du på mad og indkøb
Priserne i supermarkedet er på himmelflugt. Se her hvor du kan spare på madbudgettet i hverdagen som senior.
Senest opdateret: tirsdag 3. december 2024
Det er blevet dyrere at være senior.
Det seneste år har priserne på helt almindelige dagligvarer som mælk, æg og oksekød taget et ordentlig ryk op ad.
Årsagen har været højere energipriser gennem de seneste år, mindre produktion på verdensmarkedet og at landbrugets omkostninger til foder og handelsgødning også er stigende.
5 varer, der er blevet dyrere
Disse fødevarer er steget mest i pris siden 2022*
Olivenolie: 82,8 %
Sukker: 52,3 %
Chokolade: 41,6 %
Forarbejdede grøntsager: 36,8 %
Æg: 53,1 %
*Stigning opgjort i procent fra januar 2022 - september 2024 Kilde: Danmarks Statistik
Men hvad kan du selv gøre for at holde udgifterne nede, når du er i supermarkedet for at handle – og når du er i køkkenet derhjemme?
Vi har samlet 17 gode råd, der kan være med til at minimere dine udgifter til madvarer.
Når du handler
1. Planlæg indkøb
Planlæg dine madindkøb, køb kun det du har brug for og ikke for store mængder.
2. Læg en madplan
Læg en madplan, der giver overblik over måltiderne, så du ved, hvad du skal bruge for eksempel den næste uge. Giv plads til fleksibilitet, hvis der pludselig kommer noget i vejen.
3. Lav en indkøbsliste
Skriv en indkøbsliste og gør det til en fast vane at tjekke, hvad der er i køleskabet og skufferne, før du begynder at handle ind.
4. Sidste salgsdag
Mange supermarkeder har “undgå madspil”-varer til nedsat pris, hvor sidste salgsdag udløber samme dag eller om et par dage.
5. Brug øjnene
Supermarkederne sætter helt bevidst de dyre mærkevarer der, hvor det er nemmest at tage varer. Men der måske et billigere og lige så fint alternativ længere nede på hylden.
6. Tjek kassebonen
Hver fjerde forbruger finder fejl på bonen, viser en undersøgelse. Tjek om du har betalt det korrekte beløb.
Når du er hjemme
7. ”Dette-skal-spises-snart”
Reservér en hylde i køleskabet til mad, der snart skal spises. Det giver et godt overblik over, hvad der skal spises først.
8. Spis rester
Brug resterne – enten til frokost dagen efter eller i nye retter. Selv en lille madrest kan godt gemmes. Gør eventelt en dag om ugen til “restedag”.
9. Køl ned
Husk at køle resterne hurtigt ned eller fryse dem ned i mindre portioner. Frys for eksempel pastasovsen i små bøtter, så er den klar til næste gang. Og frys risene og brug dem i brød, boller eller en lækker fried rice-ret.
10. Hent For Resten-app
Brug For Resten-appen fra Forbrugerrådet Tænk, der giver dig tips til at undgå madspild.
11. Brug rigtig temperatur
Maden holder sig længere, når du opbevarer dem korrekt. Du undgår at smide god mad ud, hvis du følger anvisningerne på pakningerne.
12. Opbevar korrekt
Vær opmærksom på, hvilke fødevarer der holder sig bedst på køl, i køkkenskab eller på køkkenbordet. For eksempel bør peberfrugten opbevares i køleskabet, mens tomaterne bevarer smagen bedst på køkkenbordet. Kartofler skal opbevares tørt, mørkt og køligt.
13. Tjek holdbarhed
Ofte kan mad godt spises, selvom den har overskredet ”bedst før”- datoen. Brug sanserne – se, duft og smag. For eksempel er yoghurt eller ost ofte også god dagen efter åbning, selvom ”bedst før”-datoen er overskredet med én eller to dage.
Med denne app kan du få billig mad
I det meste af landet kan du billigt købe alt fra sandwich, sushi og salater til bagerbrød, kager og dagligvarer, som forretningerne har til overs omkring lukketid.
Du bruger appen “Too Good To Go” og henter selv varerne. Typisk er det halv pris eller mere.
Læs mere om “Too Good To Go” og hent appen til din telefon HER
14. Smid ud
Når ”sidste anvendelsesdato” er overskredet, skal du smide varen ud.
15. Udnyt grøntsagerne
Nogle grøntsager kan både spises rå, bagt, kogt eller syltet, for eksempel rødbeder. På den måde kan man sikre, at grøntsagerne bliver brugt op og ikke ender i skraldespanden.
16. ”Genbrug” mad
Lav for eksempel bananpandekager, hvis du har brune bananer, og sylt resten af agurken, så den stadig kan komme med mellemmadden.
17. Spis mindre kød
Kød er en af de dyre fødevarer. Sæt en dag eller to om ugen af til kødfri dag. Du kan også spæde kødet op at tilføje bønner, havregryn eller revne grøntsager.
Kilde: Fødevarestyrelsen og andre
Hvad gør du for at spare på budgettet?
Del dine gode råd
Hvordan sparer du i din husholdning? Giv dine gode råd og tip videre til andre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 12. april 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. december 2024 kl. 18:59