10 gode råd til haven i maj
I maj kommer der gang i haven, og der er masser at gå i gang med. Se, hvad du kan så og plante, hvad der skal gødes, og hvad du gør med den visne rododendron.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Hvad kan man så, og hvad kan man plante i maj, er der mange, der spørger om. Og svaret er, at du kan så og plante en række planter og blomster, da jordtemperaturen i maj nærmest er perfekt til at plante i.
Undgå tørre, blæsende og varme dage til udplantning, da planterne her har større fordampning. Sørg for at vande rigeligt, specielt i tørre perioder.
Udover at så og plante er der masser af andre opgaver i haven, du kan kaste dig over i maj måned.
1. Så og plant masser af planter og blomster i maj
Du kan plante alle arter af stauder, buske og mindre træer i potter.
Du kan bl.a. så følgende blomster:
- Ærteblomst
- Akeleje
- Blomsterkarse
- Solsikke
- Stolte kavalere
- Vilde blomsterblandinger
Video: Fjern mælkebøtter
2. Få has på ukrudtet – eller lad det være
Jo mere, du er er over ukrudtet netop nu, jo nemmere en sommer får du. Lug ukrudt i takt med, at det myldrer frem. Du kan blandt andet fjerne mælkebøtter, som blomstrer netop nu, og holde skvalderkålen i skak.
Du behøver dog ikke fjerne ukrudtet, hvis du ikke føler dig generet af det. Du kan også bare lade det gro – for eksempel de steder i haven, hvor det ingen skader gør – til gavn for havens insekter.
3. Gød havens planter
I maj er havens planter i god vækst, og nogle planter kan have behov for gødning. Har planterne særligt gule, lyse blade, kan det skyldes mangel på gødning. Strø organisk gødning eller kunstgødning ved de planter, der har brug for gødning, eller læg et 2-3 cm lag kompost oven på jorden.
I køkkenhaven kan du lægge 4-5 cm kompost ud og kultivere det ned i det øverste lag.
Roserne vil også elske lidt kompost omkring sig. Her kan du også vælge at bruge komposteret hestegødning.
I krukker anbefales det, du anvender en flydende, almindelig havegødning, der kan bruges til hele haven, samt mikronæring, da krukkeplanter har brug for mikronæringsstoffer.
4. Luft ud og vand løs i drivhuset
Sørg for god udluftning i drivhuset, da planterne ellers får hedeslag. Undersøg eventuelt muligheden for automatiske vinduer, det giver den bedste udluftning. Suppler på varme dage med at lade døren stå åben.
Plant først dine nyindkøbte agurkeplanter ud i drivhuset, når nattemperaturen i drivhuset er over 15 grader. Ellers dør de.
Hvor meget skal du vande dit træ?
Et 2 meter højt træ kan sagtens forbruge 10-20 liter vand på en uges tid. Så en ugentlig grundvanding er en god tommelfingerregel. Pottede kulturer klare sig bedre end barrods planter.
Hvornår skal du plante hæk
Du kan sagtens plante hæk om foråret, bare du vander rigeligt. Dog vil det være en fordel at vente til efteråret, hvor vejret er køligere og mere fugtigt, og planterne er på vej i dvale.
Husk dine agurker og tomater
Agurker må gerne plantes lidt højt i forhold til det omkringliggende jordniveau i plantesækken, for ellers kan de roddrukne.
Husk at knibe sideskud på dine tomater i takt med, at de vokser for et flot resultat.
Sørg altid for rigelig vanding. En god tommelfingerregel er at stikke fingeren i jorden. Føles den fugtig, er den våd nok. Hvis ikke, så vand mere. Hænger bladene, er det også et tegn på vandmangel. Brug altid tempereret vand og evt. NPK-gødning eller hjemmelavet, flydende gødning.
Lad vandkanden stå i drivhuset, så bliver temperaturen perfekt. Gennemvand altid dine potter, indtil du kan se, vandet løbe ud forneden.
5. Vand køkkenhaven
Er måneden tør, skal du vande i køkkenhaven – mærk efter i jorden som beskrevet ovenfor. Tjek hver dag.
Det er vigtigt, at jorden er fugtig, for så danner planterne væsentligt flere rødder, og et stort rodnet giver større planter og dermed bedre chancer for overlevelse i tørkeperioder.
6. Så på friland i maj
Skal du så sarte, varmeelskende planter som græskar, squash, bønner og majs, kan du så dem direkte i jorden allerede nu – hvis du altså husker at dække de nysåede frø til med fiberdug eller plastik, så de hurtigere får fat og vokser sig store.
Forvarm eventuelt jorden en uges tid forud for såningen. Er jorden for kold, rådner frøene og spirer aldrig frem.
7. Hold øje med nattefrost
Sidst på måneden er risikoen for nattefrost normalt forbi, men sørg alligevel for at have plastik parat til overdækning. Dæk sommerblomster og dahliaknolde med plastik eller aviser, inden du går i seng, hvis temperaturen bliver under 0 grader.
Pas især på nye sommerblomster og andre sarte vækster, for eksempel kartofler og løg, i køkkenhaven. De kan gå helt til, eller for løgs vedkommende, gå i stok. Dvs. at de sætter blomst i stedet for at vokse. Sæt eventuelt de ekstra sarte planter i bakker og i drivhus om natten.
8. Pas på frugttræerne
Nattefrost kan også give store skader på frugttræernes blomster. Hvis der er risiko for nattefrost, kan du oversprøjte dine frugttræer og andre sarte planter, for eksempel grøntsager i køkkenhaven, med vand i en fin vandforstøver. Oversprøjtning kan klare 1-2 frostgrader.
9. Bekæmp bladlus
Bekæmp bladlusene, mens de endnu er små. I varme perioder begynder bladlusene at husere på friland, og så snart du får øje på dem, bør du gå i gang.
Brug insektsæbe fra planteskolen eller lav det selv med en teskefuld sulfo per 1 liter vand, hæld det i en blomsterspray og sprøjt det på over- og undersiden af de angrebne blade.
Alternativt kan du spule dine roser, eller hvor bladlusene nu er, med din havevandforstøver monteret på haveslangen med en kold, halvhård stråle. Pas på, strålen ikke bliver for kraftig.
10. Knib dine rododendron
Knib eller vrid visne blomster på rododendron af. Når du gør det tidligt, får du kraftigere vækst og flere blomster næste år. Gør det normalt kun, når planterne er små, og det er muligt at nå blomsterstandene.
Få gratis råd om din bolig
Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.
Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.
Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.
Først publiceret: tirsdag 26. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 15:46