Billigere end Visa og MasterCard: Snart kan du betale med Dankortet på mobilen
Dankortet er billigere at bruge end de internationale. Men du har ikke kunne bruge Dankortet som betaling via mobillen. Det bliver der lavet om på nu.
Senest opdateret: tirsdag 26. november 2024
Mobilen bliver ofte brugt, når vi danskere står ved kassen og skal betale.
Og det betyder, at betalingsappen Apple Pay – hvor et Visa-kort eller MasterCard er tilknyttet – flittigt bruges som betalingsmiddel.
Men det betyder også, at Dankortet har manglet som digitalt betalingsløsning.
Det bliver lavet om på nu, og to store banker har allerede gjort det muligt for deres kunder.
Det skriver Berlingske.
Et krav til alle bankerne
Danskerne er glade for at bruge Visa og MasterCard.
To ud af fem betalinger i Danmark bliver foretaget med de internationale kort som MasterCard og Visa, skriver Berlingske.
Men den flittige brug af de internationale kort gør det faktisk dyrere at være forbruger.
For det er medfører flere omkostninger for butikkerne at tage imod betalingen med de internationale kort kontra Dankortet.
Og det har fået Nets, der er den ledende nordisk udbyder af elektroniske betalingsløsninger, til at stille krav til bankerne, om at de skal gøre det muligt for deres kunder at bruge Dankortet digitalt.
Det er baggrunden for, at Danske Bank og Nordea nu gør det muligt for deres kunder at bruge kortet via mobilen.
“Det krav, vi havde sat til bankerne, var, at de inden udgangen af 2024 skulle understøtte Dankort i Apple Pay. Nu har vi fået Nordea med,” siger Dankort-direktør hos Nets, Esben Torpe Jørgensen, til avisen og fortsætter:
“Og som flere af de andre banker har været ude og sige, så er de også på vej. Det var i virkeligheden hele hensigten med at stille det her krav – at få de andre banker med også.”
Hvornår bliver det muligt?
Hvordan bankerne vil integrere Dankort i Apple Pay, er stadig uklart.
Hos både Danske Bank og Nordea skal kunderne selv slette deres betalingskort fra Apple Pay for derefter at genindlæse kortet på mobilen for at få adgang til Dankort-delen.
Men hvis du er kunde i Nordea, kan du læse guiden om at få Dankortet i appen. Det sker nederest i artiklen.
Flere af de store banker herhjemme såsom Arbejdernes Landsbank, Jyske Bank og Sydbank har tidligere tilkendegivet, at de vil gøre Dankortet brugbart som digitalt betalingsmiddel inden eller i løbet af det nye år.
Derfor er Dankortet billigere
Der er flere grunde til, at Dankortet er billigere sammenlignet med de internationale.
Dankortet er et dansk betalingssystem, der drives af Nets, og er designet specifikt til det danske marked.
Og det nationale fokus betyder lavere omkostninger i forhold til internationale kort som Visa og Mastercard, der har højere transaktionsgebyrer for at dække deres globale netværk.
Men det handler også om lavere transaktionsgebyrer:
Forretninger betaler en fast lav sats per transaktion med Dankortet, i modsætning til internationale kort, hvor gebyrerne ofte er procentbaserede og kan være væsentligt højere, især ved større beløb.
Sådan får du Dankort på mobilen som Nordea-kunde
1: Er du kunde i Nordea, kan du lægge dit Visa/Dankort i Apple Pay:
Gå til appen ”Wallet” på din iPhone- Tryk på ”+”
- Tilføj dit Visa/Dankort
2: Har du allerede lagt dit Visa/Dankort i Apple Pay, skal du slette det og lægge det ind på ny for at kunne betale med Dankort.
3: Når du så betaler med din mobil, bliver din betaling med Dankort, hvis butikken du betaler i, har en Dankort aftale.
Først publiceret: tirsdag 26. november 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 26. november 2024 kl. 13:04