66-årige Conny fik ikke varmecheck: Nu må jeg flytte
Pensionister står uforstående overfor, at de ikke har fået varmecheck. Faglige Seniorer vil have politikere til at se på ordningen en gang til.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
”Nu bliver jeg nødt til at flytte”.
Sådan siger den 66-årige førtidspensionist Conny Hedegaard.
Hun bor alene til leje i et lille og gammelt hus på 74 kvadratmeter i Moseby ved Pandrup. Det har hun gjort i 20 år.
Men fordi huset opvarmes med oliefyr, er varmeregningen steget dramatisk i år.
Fakta: Varmecheck
Varmechecken er på 6.000 skattefrie kroner.
Målgruppen omfatter:
- Husstande, der opvarmes af gasfyr
- Husstande, som ligger i et fjernvarmeområde med en gasandel over 65 % eller en kombination af gas og varmepumper, der giver samme prisstigninger
- Husstande med elvarme som primær varmekilde (elpaneler og varmepumper) med et elforbrug på over 1.500 kWh i december 2021.
Har du spørgsmål til varmechecken, kan du finde svar på www.varmecheck.dk
”Jeg havde håbet på, at jeg fik varmecheck, som kunne dække noget af udgiften. Men nej, checken dækker ikke opvarmning fra oliefyr. Selv om jeg er lejer og ikke har nogen som helst indflydelse på, hvor varmen kommer fra. Det synes jeg er uretfærdigt,” siger Conny Hedegaard, der om ikke så længe skal skifte førtidspensionen ud med folkepension.
”Min indkomst falder, og derfor har jeg ikke råd til at bo her mere. Jeg kan jo ikke leve af græs. Så nu jeg har søgt en lejlighed i Pandrup. Selv om jeg gerne ville blive boende,” fortæller Conny Hedegaard.
Normalt bruger hun 3.000 kroner om måneden på opvarmning i vintersæsonen. Men det sidste halve år er det beløb steget til over 4.000 kroner, selv om hun sparer.
”Oveni kommer så stigende elpriser, hvor jeg nu betaler næsten det dobbelte af de omkring 800 kroner om måneden, jeg tidligere kom af med. Det er hårdt for en lille pensionist-økonomi som min,” siger Conny Hedegaard.
Mange klager deres nød
Den 66-årige førtidspensionist er blot en af mange, der har kontaktet Faglige Seniorers nyhedsbrev og klaget deres nød.
Flere henvendelser drejer sig om seniorer, der har brændeovn/pillefyr for at drosle ned på deres elforbrug – men som ikke kompenseres, selvom de har haft øgede udgifter
Andre – som Bent Christensen fra Vejle– opvarmer sit 160 kvm store parcelhus med el-radiatorer og gulvvarme. Men her gives varmechecken kun, hvis forbruget i december 2021 var over 1.500 kWh.
”Det synes jeg er utroligt højt sat forbrug, som jeg som pensionist ikke kommer op på i løbet af en måned. Derfor har jeg ikke modtaget varmechecken. Det synes jeg er uretfærdigt, for udgiften til el er steget kraftigt – men jeg bliver ikke kompenseret,” forklarer Bent Christensen.
Seniordirektør: Se på reglerne igen
Varmechecken beregnes automatisk, men det er muligt at klage, hvis man mener at være berettiget til at modtage den.
Men der åbnes først for henvendelser næste år, når en ny internetportal åbner.
Følg historien i nyhedsbrevet
Du kan følge historien i Faglige Seniorers nyhedsbrev, der udkommer hver onsdag morgen. Nyhedsbrevet er gratis.
Tilmeld dig her. Du er samtidig med i konkurrencen om brunch for to.
Hos Faglige Seniorer – der med 260.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation – forstår man godt frustrationen hos de mange seniorer.
”Politikerne må gennemgå hele regelkomplekset igen og se på, om der er nogle åbenlyse uretfærdigheder, der rammer de allermest økonomisk udsatte. Mange seniorer havde set frem til varmechecken på 6.000 kroner. Men efter vores mening skal de ikke vente til en gang næste år på at finde ud af, om de kan få hjælp. Det må afklares hurtigst muligt,” siger Faglige Seniorers direktør Palle Smed.
Han gør opmærksom på, at hvis man som pensionist ikke har modtaget varmechecken, er det muligt at søge om varmetillæg.
Søg dækning af dine ekstra varmeudgifter
Hvis du er folkepensionist, kan du søge om et personligt tillæg til dækning af din ekstra varmeregning.
Du kan også søge om et personligt tillæg, hvis din elregning stiger meget.
For at kunne få et personligt tillæg til dækning af din ekstra varmeregning skal din personlige tillægsprocent være højere end 0.
Kommunen skal lave en konkret individuel vurdering af dine samlede økonomiske forhold, når de skal behandle din ansøgning.
Kommunen vurderer din formue og alle dine indtægter i forhold til den udgift, som du ønsker dækket af det personlige tillæg.
Du kan også søge om et personligt tillæg, hvis du er førtidspensionist på den gamle ordning bevilget før 2003.
Først publiceret: tirsdag 23. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:45