Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Gasprisen flyver i vejret

Prisen på den europæiske naturgas er tårnhøj mandag, efter russiske Gazprom annoncerede, at gasleverancerne reduceres voldsomt. 

Senest opdateret: onsdag 7. september 2022

Hvis du har et håb om lavere energipriser inden for nærmeste fremtid, skal du nok væbne dig med tålmodighed.

Naturgas-priserne i Europa er mandag steget med omkring 20 procent, skriver Ekstra Bladet.

Stigningen kommer i kølvandet på fredagens annoncering fra russiske Gazprom, der meddelte, at Nord Stream 1-gasledningen vil være lukket på ubestemt tid.

Nord Stream 1 kan ifølge Gazprom ikke levere noget gas overhovedet på grund af en olielækage på kompressorstationen Portovaya.

Ikke første gang

Siden krigen i Ukraine brød ud, har der været mange problemer med den pågældende gasledning, der har leveret mindre og mindre gas.

Inden gassen lukkede helt ned fredag på ubestemt tid, var der således kun tale om omkring 20 procent af den normale mængde gennem ledningen.

Med en pris på omkring 250 euro per megawatt-time mandag er prisen imidlertid stadig lavere end den seneste prisrekord, der lød på 339 euro per megawatt-time 26. august.

Den seneste udvikling betyder, at der formentlig stadig er udsigt til vedvarende høje priser de kommende mange måneder.

Kilde: eb.dk 

Først publiceret: mandag 5. september 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. september 2022 kl. 11:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

og