Salling Group, der i forvejen driver kæderne Netto, Bilka og Føtex, har tirsdag åbnet den første af foreløbig 10 nye butikker i discountkæden Basalt. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Her åbner ny discountkæde de første butikker

Salling Group åbner discountkæden Basalt, som har lave energiomkostninger og lover billigere dagligvarer.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Salling Group har tirsdag morgen åbnet den første af i alt foreløbig 10 butikker i koncernens nye discountkæde Basalt.

Det er butikken på Amager Landevej i Kastrup, der har slået dørene op.

Onsdag følger butik nummer to og tre i henholdsvis Viby ved Aarhus og Prøvestenscentret i Helsingør.

Butikkerne er kendetegnet ved, at det kun er de mest basale dagligvarer, der er på hylderne.

Minimerer udgifterne

Det vil sige varer som pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, mel og brød og et udvalg af frugt og grønt.

Mælken er af den langtidsholdbare slags, der ikke kræver nedkøling.

Det minimerer udgifterne til energi, og det betyder ifølge koncernchef Per Bank lavere priser for forbrugerne.

“Vi har gjort os umage med at skabe et koncept, der kan hjælpe danskerne med at få hverdagen til at hænge bedre sammen, i en tid hvor privatøkonomien er under pres.”

“Med markedets laveste priser på de mest basale dagligvarer har vi i hvert fald givet vores bud på et konkret våben mod inflationen,” siger Per Bank i en pressemeddelelse.

Meget høj inflation

Priserne på dagligvarer er – som meget andet – steget voldsomt.

Forbrugerpriserne – også kendt som inflationen – var i september 10 procent højere end et år før.

Det er den højeste årlige stigning i forbrugerpriserne siden 1982 ifølge Danmarks Statistik.

Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge.

Per Bank har tidligere udtalt til Avisen Danmark, at Basalt-kæden bliver etableret på forsøgsbasis.

Hvor mange butikker, der bliver etableret, afhænger ifølge direktøren af, hvor godt konceptet bliver modtaget.

Man er også klar til at dreje nøglen igen, hvis det viser sig ikke at blive en succes, har han sagt.

Samme toner lyder der tirsdag morgen fra topchefen efter åbningen af butikken i Kastrup.

“Kunderne beslutter hvor mange butikker, og hvor langt konceptet rækker. Vigtigt at have modet til at turde prøve noget nyt uanset succes eller ej,” skriver Per Bank på Twitter.

Salling Group driver i forvejen kæderne Netto, Bilka og Føtex.

Først publiceret: tirsdag 11. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.