"Vi bør lægge flinkeskolen fra os og slå lidt mere i bordet. For vi er ikke nogen ældrebyrde – vi er en ældrestyrke,” siger Mette Kindberg, der er ny landsformand for Faglige Seniorer.

Ny landsformand: Vi skal kæmpe med næb og klør for seniorerne

Faglige Seniorers 260.000 medlemmer har fået ny landsformand. 64-årige Mette Kindberg vil spille med musklerne i kampen for seniorernes rettigheder. Men varsler også en indsats for sociale aktiviteter og fællesskab i lokalforeningerne.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer har fået ny landsformand, der fra dag ét vil spille med musklerne, når det gælder indsatsen for landets seniorer og ældre.

”Vi er mange, når vi står sammen. Ingen skal tromle os. Det skal politikerne vide – uanset om det er på Christiansborg, i regionen eller på rådhuset,” lyder det fra Mette Kindberg, der på Faglige Seniorers kongres i Nyborg er valgt som landsformand for organisationens 260.000 medlemmer.

Læs nyheder fra kongressen

Faglige Seniorer holdt kongres mandag 24. og tirsdag 25. oktober i Nyborg.

Journalisterne og fotografen fra Faglige Seniorers nyhedsbrev dækkede stort og småt fra kongressen.

Du kan læse flere historier og se billeder HER

”Vi kunne som seniorer og ældre samlet i hele Danmark være en stor magtfaktor. Og når jeg siger det på den måde, er det fordi, jeg ikke synes, at vi får helt så meget ud af at være så mange, som vi egentlig burde. Vi er nogle gange lidt for ordentlige. Vi bør lægge flinkeskolen fra os og slå lidt mere i bordet. For vi er ikke nogen ældrebyrde – vi er en ældrestyrke,” siger Mette Kindberg.

Det stærke lokale arbejde

Efter tre år som næstformand er 64-årige Mette Kindberg nu klar til at stå i spidsen for Faglige Seniorer, der med 18 fagforbund, 550 seniorklubber og lokalforeninger i en række kommuner står stærkt lokalt over hele Danmark.

Faglige Seniorer består lokalt at ufatteligt mange ildsjæle.

”Vores aktiviteter lokalt bygger på frivillighed, og på den måde skaber vi fællesskab og netværk for vores medlemmer. Det gælder fagforeningernes seniorklubber, vores kommunegrupper og det gælder Faglige Seniorers lokalforeninger, hvor vi på tværs af faglige tilhørsforhold kan mødes til aktiviteter som gåture, værksteder, kortspil, gymnastik, foredrag, strikkeklub og meget, meget mere. Men også til mere politiske arrangementer. Vores engagement lokalt er vores styrke – og det skal vi udvikle de kommende år,” siger fra Mette Kindberg.

”Det er jo sådan, at når jeg er ude og møde medlemmerne, får jeg lidt et adrenalin kick. Bare det at fornemme den gejst, de har. Faglige Seniorer består lokalt at ufatteligt mange ildsjæle.”

Bider fra sig som en terrier

Mette Kindberg roser de mange frivillige, der holder gang i organisationens lokale liv – og som har et vågent øje med de lokale politikeres gøren og laden, når det gælder ældrepolitik.

Mette Kindberg blå bog

Født i Støvring 1. november 1957

Uddannet laborant.

Ansat i det tidligere elselskab Elsam, nu Ørsted, laboratorie i Aalborg.

Valgt som først tillidsrepræsentant, så fællestillidsrepræsentant

Medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Elsam

Formand for HK Privat Aalborg

Næstformand i HK/Danmark

Formand for HK’s a-kasse.

Medlem af LO’s hovedbestyrelse og har bestridt en række tillidsposter.

Bestyrelsesmedlem i Arbejdernes Landsbank.

Første næstforkvinde i Kvinderådet.

Næstformand i Faglige Seniorer 2019.

Landsformand, valgt på kongressen i oktober 2022.

”Vores frivillige er engageret i politik; de gør en kæmpeindsats for at påvirke lokalt på områder, der berører seniorerne: Kollektiv trafik, manglende hænder på plejehjemmene eller skæve fliser på torvet. Sker der besparelser på ældreområdet, bider de fra sig som en terrier. Det skal de have ros for,” siger Mette Kindberg.

Hun gør opmærksom på, at Faglige Seniorer – og ældre i det hele taget – udgør mange stemmer i landets 98 kommuner.

”Statistisk set bliver vi jo flere og flere. Så lokalpolitikerne skal nok tænke sig om en ekstra gang, hvis de skærer på ældreområdet.”

Os der skabte velfærdssamfundet

På den landspolitiske scene er Mette Kindberg også klar med krabasken. For på Christiansborg har man det med at glemme, hvem der har været med til at skabe velfærdssamfundet, som alle nyder godt af i dag, mener landsformanden.

”Det er jo de ældre, der i dag er 70, 80 eller 90 år, som i sin tid er startet tidligt i lære eller i job, og som har haft mange år på arbejdsmarkedet og betalt deres skat. Nu har de brug for fællesskabet. De skal ikke opleve i deres seniorliv, at der ikke bliver taget hånd om dem. En værdig ældrepleje er et af de krav, vi stiller politikerne. Her gå vi ikke på kompromis,” slår Mette Kindberg fast.

Især i krisetider, som vi oplever nu, er mange seniorer økonomisk udsatte. Det skal der også mere fokus på.

Formænd gennem tiden

Landsformænd for Faglige Seniorer siden stiftelsen i 1977 (først som Pensionisternes Faglige samvirke, fra 1980 som LO Faglige Pensionister og Efterlønsmodtagere, fra 1993 som LO Faglige Seniorer og fra 2013 Faglige Seniorer).

1977- 1979 E. Peemann Jensen
1979- 1982 Hans Andersen
1982-1984 Hans Kaltoft Nielsen
1984-1987 Gunhild Andersen
1987-1992 Poul A. Jensen
1992-1993 Hans Kaltoft Nielsen
1993-2002 Hans Jørgen Jensen
2002-2008 Anton Johansen
2008-2016 Lillian Knudsen
2016-2022 Ole Ibsen
2022-          Mette Kindberg

”Krisen rammer især pensionister, der kun har folkepensionen og måske ingen eller kun lille pension ved siden. Mange bor alene og har som seniorer ikke de samme muligheder for at kunne tage et arbejde, hvis man mangler penge på kontoen. Det er jo noget nemmere for unge på SU end en pensionist på 80 år,” siger Mette Kindberg.

Mere attraktivt seniorarbejdsmarked

Til gengæld glæder hun sig over, at de seniorer – der fortsat vil og kan arbejde – nu har udsigt til at få mere af de tjente lønkroner med hjem uden at blive modregnet i egen eller ægtefælles pension.

Og det er ikke mindst Faglige Seniorers fortjeneste.

”Stop for modregning har været et af vores krav i mange år, som politikerne nu har gjort til virkelighed. Det er vigtigt skridt på vejen til et mere attraktivt seniorarbejdsmarked. Men der kan gøres mere endnu, og her lover jeg, at Faglige Seniorer vil være en aktiv medspiller med forslag og ideer. Både når det gælder seniorpolitik for medarbejderne i de sidste år på jobbet, overgangen til fra arbejdsliv til seniorliv og muligheden for at arbejde også efter folkepensionsalderen,” lyder det fra Mette Kindberg.

Tidlig tilbagetrækning – uanset pensionsalder

Det skal være mere attraktivt at arbejde som senior – men det skal også fortsat være muligt at trække sig, hvis nedslidning betyder, at kræfterne ikke holder helt frem til folkepensionsalderen.

”Derfor vil vi med næb og klør også kæmpe for, at Arne-pensionen og de andre tilbagetrækningsordninger udvides, samtidig med, at folkepensionsalderen stiger,” siger Mette Kindberg.

Derfor er en af de allervigtigste diskussioner, hvordan vi får et seniorarbejdsmarked, der er til at holde ud at være på.

Hun tilføjer, at det helst skal være sådan, at færre i fremtiden bliver så nedslidt af jobbet, at de må forlade det før tid.

”Derfor er en af de allervigtigste diskussioner, hvordan vi får et seniorarbejdsmarked, der er til at holde ud at være på. Og blive der længere, end man skulle. Og det nytter ikke, at det kun er noget, der er oppe, når man holder skåltaler,” siger hun.

Nu skal Mette Kindberg sammen med Faglige Seniorers nyvalgte næstformand, Ejvind Heinecke, og den øvrige ledelse i organisationens hovedbestyrelse i gang med det praktiske arbejde.

Kursen er sat.

Mette Kindberg privat

”Jeg er ret kedelig” svarer Mette Kindberg, når der bliver spurgt ind til, hvad hun bruger sin fritid på.

Hun er single, bor i Rødovre på den københavnske vestegn – og har et fritidshus i Frankrig.

”Jeg nogle rigtig gode venner; jeg er jo nordjyde, og de fleste af mine venner er derfra. Og når de er på besøg i hovedstaden, så kigger vi jo lidt på byen og det kulturelle liv. Eller vi er hjemme. Hos mig. Så nyder vi god vin og har nogle fantastiske samtaler, som jeg sætter stor pris på.”

”Jeg er krimi-fan. Jeg elsker kriminalromaner.”

”Jeg er så er så heldig at have små børnebørn boende tæt på mig, som jeg er sammen med så tit, jeg har mulighed.”

”Jeg har jagttegn. Og jeg har gået på jagt, men det gør jeg ikke mere. Men jeg kan godt lide at være i naturen.”

”Jeg har altid kæmpe-intention om at strikke en trøje, så jeg har et stort garnlager. Jeg starter altid med at strikke til børnebørnene 2 år større, end de skal bruge – men de når aldrig at blive færdige.”

”Jeg kan lide at lave mad. Især simreretter. Min yndlingsret er boeuf bourguignon.”

Først publiceret: tirsdag 25. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.