2,5 millioner elkunder kan se frem til lavere pris
Prisen på strøm blev sat op ved årsskiftet, men nu er der udsigt til prisfald elkunderne i Østdanmark.
Senest opdateret: mandag 23. januar 2023
Snart kan elkunder på Sjælland og Sydhavsøerne glæde sig over lavere elpriser, når aftensmaden skal i ovnen, og tøjvasken skal sættes over.
På grund af længere tids fald i markedsprisen på strøm har elnetselskaberne Cerius og Radius Elnet besluttet at sænke deres tariffer fra 1. marts.
Tarifferne blev ellers sat op ved årsskiftet, fordi de to selskaber havde en pukkel af ekstraudgifter fra sidste år, som skulle barberes ned.
Derfor bliver prisen sat ned
Det fortæller funktionschef Cäthe Juul Bay-Smidt fra Cerius og Radius Elnet.
“Det var meget trist i efteråret, at vi skulle varsle prisstigninger, men med de pludseligt høje stigninger i elprisen var der ingen vej udenom.”
“Men som vi sagde tydeligt dengang, og som vi har sagt lige siden, så ville vi sænke priserne igen, så snart vi havde set en længerevarende tendens til lavere elpriser. Det ser vi nu.”
“Og det betyder, at vi får lavere omkostninger, og så kan vi sætte vores priser ned,” siger Cäthe Juul Bay-Smidt.
Konkret er det den pris, som selskaberne tager for at transportere strøm fra kilden til forbrugerne og for at vedligeholde elnettet, der får et nøk nedad.
Prisfaldet vil kunne mærkes hos cirka 2,5 millioner danskere på Sjælland, Lolland-Falster og de øvrige Sydhavsøer.
Hvor længe varer prisnedsættelsen?
Cäthe Juul Bay-Smidt kan dog ikke forudsige, om tarifferne vil forblive på et relativt lavt niveau i længere tid.
“Jeg er holdt op med at love noget om vores priser. Ingen kunne forudse elprisernes himmelflugt i efteråret, og ingen ved, hvad der kommer til at ske resten af dette år,” siger hun.
Også selskabet Tre-For, der leverer strøm til Trekantsområdet, har overvejelser om at sænke tarifferne generelt.
Der er dog ikke truffet nogen endelig beslutning om et prisfald endnu, fortæller Charles Nielsen, der er direktør for infrastruktur og teknik i Tre-For.
“Vi har overvejelser om forhåbentlig at kunne sænke prisen omkring sommerferien. Jeg forventer ikke, at vi kan gøre det tidligere.”
“Og det skyldes, at vi har en relativt stor gæld fra sidste år og tidligere år, som først skal høvles af,” siger Charles Nielsen.
Hvad er tariffer?
Tarifferne er betaling for transport af el og dækker udgifter til drift og vedligeholdelse af elnettet. Heri indgår også prisen for el, der går tabt. Elregningen består ud over tariffer af rå elpris, moms og afgifter til staten.
Den gennemsnitlige tarif falder med 18 procent i Radius’ område, som er Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland.
På resten af Sjælland og øerne falder tariffen i gennemsnit med 20 procent. Det gælder, uanset om man har fast eller variabel elpris.
Først publiceret: onsdag 18. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:19