Ny strømpyramide: Her får du de største energibesparelser
Energistyrelsen lancerer nu en strømpyramide, der skal hjælpe danskerne med at finde frem til de største energibesparelser i hjemmet.
Senest opdateret: mandag 3. april 2023
Husker du madpyramiden? Spis mest af det fra bunden og mindst af det fra toppen?
Energistyrelsen har nu lanceret noget lignende – en såkaldt strømpyramide – som skal hjælpe danskerne med at finde frem til de største energibesparelser i hjemmet.
Sådan lyder det fra Matilde Grøn Bjørneboe, som er ansvarlig for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk.
“Med udregningerne skaber vi nu overblikket, så danskerne konkret kan se eksempler på, hvor det bedst kan betale sig at spare på energien i hjemmet,” siger hun.
“På den måde kan man lægge sin spareindsats der, hvor det giver bedst mening.”
Fem gode steder at spare
1. Gennemgå dit strømforbrug, og overvej, hvor du bruger meget strøm i din hverdag. For nogle er der meget at spare i køkkenet, for andre vil det måske være på skærme.
2. Fyld vaskemaskinen og opvaskemaskinen op. Du kan vaske ved lavere temperaturer og bruge tørresnoren i gården i stedet for tørretumbleren.
3. Brug strømmen, når den er billigst.
4. Jo større skærm, des højere strømforbrug. Hvis du kan får din underholdning fra mindre eller færre skærme, kan der være meget at spare.
5. Spar på strømmen, når du laver mad. Du kan bruge en brødrister eller mikroovnen til dit brød og huske låget på gryderne.
Kilde: Energistyrelsen, sparenergi.dk.
Sådan skal pyramiden læses
Pyramiden skal læses på samme måde som den velkendte madpyramide.
I bunden af strømpyramiden finder du de største strømslugere, som dermed har det højeste forbrug.
Du kan derfor spare mest ved at sænke forbruget på netop nogle af de apparater.
“Der er ret meget at spare, hvis man giver ovnen en pause og bruger brødristeren eller mikrobølgeovnen i stedet,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.
“Til gengæld har det en mindre effekt på forbruget, hvis man for eksempel vælger at slukke for radioen om morgenen.”
I bunden af pyramiden finder du apparater som tørretumbleren, gamingcomputeren, det store fladskærms-tv og opvaskemaskinen, mens toppen eksempelvis indeholder LED-pæren og mobiltelefonen.
“Sætter man eksempelvis opvaskemaskinen i gang hver eneste dag, koster det ca. 90 kroner om måneden, hvis man medregner vandforbruget,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.
“Dropper man opvaskemaskinen og flytter opvasken til en balje med varmt vand, så stiger prisen faktisk til over 200 kr. om måneden.”
“Og hvis man vasker op under rindende vand, kan prisen være over 500 kr. hver måned, da man bruger langt mere varmt vand.”
Spar ikke på energien her
1. Varm ikke boligen op med en terrassevarmer, gasovn eller lignende i stedet for en radiator. De udsender skadelige partikler, som forringer luftkvaliteten.
2. Lad være med blot at slukke for varmen for at spare energi. På kort sigt er det en besparelse, men du kan få problemer med fugt, hvis din bolig er koldere end 18 grader. Det giver risiko for skimmelsvamp, som er dårligt for dit helbred.
3. Hvis du slukker for én radiator i et rum, vil en anden radiator bruge mere energi til at varme rummet op.
4. Det er ikke smart at lade være med at lufte ud for at holde på varmen. Sluk i stedet radiatoren, og luft ud i fem minutter ad gangen. Så skifter du luften i rummet uden at køle det ned.
5. Det er ikke billigere at bruge stearinlys i stedet for lys i boligen. Brug i stedet LED-pærer.
Kilde: Energistyrelsen
Brug beregneren
Ud over strømpyramiden har Energistyrelsen også offentliggjort en række beregninger, så danskerne kan se konkrete priseksempler på, hvad det koster at bruge bestemte apparater hver måned.
Eksempelvis koster det 53 kroner om måneden at bruge en gamercomputer fire timer dagligt, mens det koster under en krone om måneden at oplade sin mobil dagligt.
“Idéen er at give et perspektiv på, hvor man får de store besparelser,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.
“Nogle steder er vil det kun være et par kroner om måneden, mens man ville kunne spare op mod 100 kroner andre steder.”
Du vil kunne finde både strømpyramiden og de konkrete priseksempler på SparEnergi.dk, hvor du også kan få flere tips til, hvordan du sparer på strøm og varme i dit hjem.
Først publiceret: torsdag 2. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:43