Skal du betale eller have penge tilbage? Snart kan du se det
Snart bliver spændingen udløst. Skal du have penge tilbage i skat, eller skal du betale? Se hvad du skal være opmærksom på, når du tjekker årsopgørelsen.
Senest opdateret: mandag 3. april 2023
Mandag 13. marts åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for 2022. Men går det som de forrige år, så åbner skat allerede for adgangen i løbet af weekenden.
Begivenheden – der ofte omtales som Danmarks største digitale enkeltbegivenhed – giver borgerne den første indikation på, hvordan det er gået med skattebetalingen i det forgangne år.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev - og vind
Tilmeld dig Faglige Seniorers gratis nyhedsbrev og få en mail hver uge med tips til dit seniorliv, økonomi, sundhed, sygdom, bolig og have og masser af konkurrencer, tilbud, madopskrifter og aktiviteter fra din lokale seniorklub.
Du deltager samtidig i konkurrencen om et gavekort til brunch for 2.
Vælg mellem 110 restauranter i hele landet. Du bestemmer selv. Gavekortet har en værdi af 249 kroner.
Med åbningen af årsopgørelsen får knap 4,8 mio. borgere adgang til deres oplysninger i TastSelv og mulighed for at se, om der er betalt for meget eller for lidt skat i løbet af 2022.
Tjek detaljer
“Åbningen af årsopgørelsen er en kæmpe digital begivenhed. Vi oplever voldsom stor interesse for at se, om årets tal er grønt eller rødt i TastSelv. Men brug også gerne lige et øjeblik på at tjekke, om alle oplysninger er kommet rigtig med, eller om noget mangler. Vi får mange oplysninger automatisk, men der kan være detaljer, man selv skal sørge for at taste ind, så man betaler den rigtige skat,” siger underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen.
Du skal selv give oplysninger om blandt andet:
- Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
- Servicefradrag
- Håndværkerfradrag
- Gevinst og tab på aktier og andre værdipapirer
- Gevinst og tab på kryptovaluta
- Indtægter fra deleøkonomi (for eksempel udlejning af værelse, bolig og bil)
- Børnebidrag
- Ægtefællebidrag
Efter åbningen af årsopgørelsen udbetales overskydende skat fra 14. april. Sidste år blev der udbetalt godt 19,9 milliarder kroner i overskydende skat og opkrævet knap 8,4 milliarder kroner i restskat.
Vær opmærksom på dette
Dette skal du være opmærksom på som pensionist.
Du er stoppet med at arbejde
Hvis du er gået på pension i løbet af 2022, er din indtægt faldet, og du skal måske have penge tilbage i skat, hvis ikke du har ændret din forskudsregistrering.
Men når du ikke længere arbejder, har du ikke længere ret til beskæftigelsesfradrag. Du har heller ikke ret til fradrag for kontingenter til fagforening og a-kasse og befordringsfradrag, når du er gået på folkepension. Har du ikke ændret din forskudsregistrering, kan du derfor risikere at skulle betale.
Hvis du er på efterløn, kan du ikke få beskæftigelsesfradraget, men du kan trække kontingent til fagforening og a-kasse fra i skat.
Du er gået op eller ned i løn
Har du fået et job, eller er du steget i løn, er det vigtigt, at din forskudsopgørelse bliver ændret, ellers risikerer du, at skulle betale skat tilbage.
Du skal også huske at ændre forskudsopgørelsen, hvis du falder i indtægt. Udbetaling Danmark bruger nemlig tallene på din forskudsopgørelse til at beregne din pension. Derfor er det vigtigt, at du ændrer din forskudsopgørelse, hvis der sker ændringer i din indtægt. Så får Udbetaling Danmark nemlig besked direkte fra Skattestyrelsen.
Du er ophørt med at betale til private pensionsordninger
Er du stoppet med at arbejde, er du nok også stoppet med at betale til private pensionsordninger. Det skal du også huske at rette på din forskudsopgørelse, hvis du ikke vil risikere at skulle betale skat tilbage.
Velgørenhed
Du kan få fradrag for gaver, bidrag og donationer til velgørende organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, som er godkendt af Skattestyrelsen.
- Du kan højst få fradrag for 17.700 krone. i 2023 (17.200 kr. i 2022).
- Du får automatisk dit fradrag, hvis du har givet foreningen dit cpr-nr.
- Du kan få fradrag for både små og store beløb.
- Fradragets værdi er ca. 26 %, så hvis du giver 100 kr., sparer du ca. 26 kr. i skat.
- Du får ikke fradrag for kontingenter og varekøb.
- Du får fradrag for alle beløb, hvis du giver gaver til forskning.
Ret senest 1. maj
Fristen for at rette årsopgørelsen er 1. maj 2023. Hvis du oplyser inden fristen, og du skal have penge tilbage, vil du få dem udbetalt hurtigere.
Skat sætter i de fleste tilfælde automatisk pengene ind på din konto fra medio april.
Frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg er 3. juli 2023.
Du kan se og rette din årsopgørelse HER
Årsopgørelse for pensionister
Årsopgørelsen fra skat må ikke forvekles med den åropgørelse, som Udbetaling Danmark udsender hvert år, og som oplyser, om du har fået det rigtige i pension ud fra årsopgørelsen fra SKAT.
Pensionister får årsopgørelsen fra Udbetaling Danmark i løbet af juni måned.
Pensionister skal under alle omstændigheder altid udfylde og tjekke årsopgørelsen fra skat som alle andre borgere.
Hvad er forskellen
Hvad er forskellen på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen?
Forskudsopgørelsen
Er skats beregning af dine indtægter for det kommende år, og hvad du skal betale i skat.
Forskudsopgørelsen er:
- Budget
- Gælder kommende år
- Kan justeres løbende
Du kan se din forskudsopgørelse på skat.dk/tastselv hvert år fra midt i november
Årsopgørelsen
Er dit regnskab for det foregående år, hvor du kan se, hvad du reelt har tjent og betalt i skat.
Årsopgørelsen er:
- Regnskab
- Gælder sidste år
- Opgøres én gang årligt
Du kan se din årsopgørelse på skat.dk/tastselv hvert år midt i marts.
Kilde: Skat.dk
Først publiceret: mandag 6. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:43