Derfor skal du stille uret frem natten til søndag
Søndag skal uret stilles en time frem fra klokken 2 til klokken 3. Så er du klar til sommertid. Husk at tjekke dette - ellers kan det koste en afgift.
Senest opdateret: torsdag 28. marts 2024
Natten til søndag skal urene stilles en time frem, og vi går over til sommertid. Her kan du blive klogere på sommer- og vintertid i Danmark. Og få en reminder: Husk at stille p-skiven.
Fra vinter til sommer
Om foråret stiller vi uret en time frem natten til den sidste søndag i marts fra klokken 2 til klokken 3.
Du kan huske det ved, at havemøblerne stilles frem
Fra sommer til vinter
Omvendt stiller vi om efteråret uret en time tilbage fra klokken 3 til klokken 2 den sidste søndag i oktober.
Du kan huske det ved, at havemøblerne stilles tilbage.
Første gang i 1916
Sommertid blev første gang indført af Østrig og Tyskland i 1916 for at spare energi under Første Verdenskrig. Danmark og en række andre europæiske lande fulgte samme år trop.
Permanent fra 1980
Sommertiden kom igen fra 1940 til 1948, men blev først permanent i Danmark i 1980.
Sidste søndag i marts og oktober
Fra og med 1996 har sommertiden i EU været fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober. Omkring 70 lande har i dag indført ordningen.
Bliver mørkere om morgenen
Når det er sommertid og uret stilles frem vil det være mørkere når man skal op mandag morgen i forhold til samme tidspunkt på døgnet ugen forinden.
Husk dette – ellers kan det koste
Hvert år oplever en del bilister ifølge FDM, at de får parkeringsafgifter i tiden efter vi er overgået til sommertid. Det sker, fordi nogle elektroniske p-skiver ikke automatisk skifter.
”Derfor skal man selv være ekstra opmærksom første gang, man parkerer sin bil efter et skift fra vintertid til sommertid og sørge for manuelt at indstille uret korrekt”, lyder det fra FDM.
Kilder: Borger.dk, Den Store Danske og Ritzau.
Først publiceret: mandag 20. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 28. marts 2024 kl. 22:56