Bruger du mørkegardiner og ser for meget på mobilen, kan det smadre din søvnrytme om foråret.

Er du forårstræt? Se de 6 gode råd

Senest opdateret: fredag 23. april 2021

De fleste mennesker får energi og godt humør, når foråret kommer og solen skinner.

Rigtig mange får lyst til at springe ud af sengen, men for et mindretal er det helt anderledes. De bliver så matte, at de har svært ved at koncentrere sig eller bare har lyst til at sove hele tiden, skriver Videnskab.dk.

6 gode råd mod forårstræthed

  • Gør, hvad du kan for at sikre en god nats søvn, herunder spise sundt og dyrke motion.
  • Undgå rygning, kaffe og alkohol.
  • Spis morgenmad, og spis regelmæssigt i løbet af dagen.
  • Lav simple øvelser som at strække benene og resten af kroppen, så den slapper mere af.
  • Snup dig en lur på max. 20 minutter: 10 minutter kan få trætheden til at forsvinde, 30 minutter kan gøre det svært at falde i søvn om aftenen.
  • Åbn vinduerne, så du får frisk luft ind.

 

Det er dog ingen genfejl, allergi, sygdom eller virus, som gør, at nogen af os bliver trætte om foråret. Til gengæld betyder det meget, at solen bryder frem, for den påvirker vores lyst til at sove.

Poul Jennum, der er professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet fortæller:

“Vores søvnbehov styres blandt andet af hjernen, og den er under påvirkning af Jordens årsrytme og af antallet af timer med lys i døgnet.”

Ren biologi

“Problemet opstår formentlig, når vi ødelægger vores naturlige døgnrytme ved at bruge mørklægningsgardiner om morgenen samt elektrisk lys og LCD-skærme om aftenen.”

“Vi kan ikke udelukke, at lyskilderne giver os så kraftig stimulus, at det påvirker hjernen og bringer os ud af balance, og det kan være derfor, at nogen af os ikke automatisk springer ud og bliver kåde om foråret,” lyder det fra Poul Jennum.

Vi sover faktisk op til en time mindre om foråret end om vinteren, men forskellen bliver, ifølge Poul Jennum, udjævnet i løbet af sommeren, hvor kroppen har vænnet sig dels til sommertiden og dels til flere lyse timer.

Hvis man ikke kan vente så længe på at få en normal nats søvn, er rådet fra søvnforskeren ganske simpelt:

“Man må bare acceptere, at man må stå op. Og så synes jeg, man skal nyde foråret og det lys, det bringer. I gamle dage stod man op for at se pinsesolen danse, så man kunne fejre, at foråret er livgivende. Det kunne vi måske lære noget af”.

Først publiceret: fredag 23. april 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 23. april 2021 kl. 11:59

Emner: