Du kan opnå energibesparelser ved at rengøre ting som fryser, køleskab og emhætte

Dit støvede køleskab sluger strøm: Spar på energien med kost og spand

Forårsrengøringen forskønner din elregning, hvis du er rigtig grundig, lyder det fra Energistyrelsen.

Senest opdateret: tirsdag 16. maj 2023

Det betaler sig helt bogstaveligt at give huset en ordentlig omgang med sæbevand og knofedt.

Du kan nemlig opnå energibesparelser ved at rengøre ting som fryser, køleskab og emhætte.

“Et apparat opbygger lag af støv, kalk og fedt, som virker isolerende og gør, at apparatet faktisk fungerer mindre effektivt over tid,” fortæller Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig for Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk.

“Så hvis du alligevel er i gang med forårsrengøringen derhjemme, kan du med fordel rengøre de elektriske apparater, så de vender tilbage til fuld funktion.”

Skrub dig til billigere elregning

Det er langtfra alle, der er klar over, at det er muligt at skrubbe sig til en billigere elregning.

I en ny befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har lavet for Energistyrelsen, siger 51 procent af de adspurgte, at de ikke vidste, at man kan reducere energiforbruget ved at gøre rent.

“Det er nok ikke noget, man tænker over til hverdag, og derfor er det rigtig godt at komme ud med det her budskab,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Afrim fryseren

For det er ikke småpenge, du sparer. Bare et par millimeter rim kan få din fryser til at rykke sig en hel energiklasse, hvilket svarer til at forbruget stiger med cirka 20 procent, forklarer energieksperten.

“Derfor er det en rigtig god idé at afrime fryseren en til to gange om året. Hvis islaget ryger over fem millimeter, virker det særligt isolerende, og så stiger fryserens energiforbrug voldsomt.”

Fjern al støv

Når du er i gang, bør du tage et kig bag ved fryseren og fjerne al det støv, der har samlet sig der. Det samme gælder køleskabet.

Støv på de bugtede rør, der sørger for at holde apparatet koldt, virker nemlig isolerende, og gør, at køleskab og fryser skal arbejde hårdere for at skabe kulde.

“Der skal ikke voldsomt meget rengøring til, men ved at fjerne støvet får du nærmest nulstillet apparatet,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Rens emhætten

Herfra kan du bevæge dig videre til emhætten, som har det med at blive stoppet til af støv, fedt og stegeos.

Tilstopningen fører til, at emhætten bliver nødt til at køre på et højere trin for at suge ordentligt, hvilket øger energiforbruget.

Endelig bliver din elkedel og kaffemaskine glad for en omgang afkalkning. Et tykt lag af kalk isolerer varmelegemet, og det betyder, at der skal mere energi til for at varme vandet op.

 

Først publiceret: onsdag 12. april 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. maj 2023 kl. 14:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.