Check på vej: Nu får 300.000 pensionister ekstra 5.000 kroner skattefrit
I denne uge begynder udbetalingen af den ekstra ældrecheck på 5.000 kroner.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Nu er den ekstra ældrecheck på vej til over 290.000 pensionister.
Udbetaling Danmark udbetaler i de kommende dage den ekstra økonomiske støtte på 5.000 kroner. Beløbet er skattefrit.
Checken udbetales til folkepensionister, der er berettigede til og har modtaget ældrecheck for 2023.
Folkepensionister, der var berettigede til og modtog ældrecheck for 2022, har tidligere modtaget en kompensation for de høje energipriser på 5.000 kroner.
Den samlede ekstra økonomiske støtte til ældrecheckmodtagere beløber sig dermed til i alt 10.000 kroner.
Får brev om checken
Den ekstra ældreecheck påvirker ikke de offentlige ydelser, man i forvejen modtager.
Alle – der modtager den beløber – vil få et brev med orientering om udbetalingen og om, hvornår udbetalingen finder sted.
Udbetaling Danmark forventer, at langt de fleste modtagere vil have beløbet på kontoen i løbet af de kommende dage.
Minister tilfreds
“Jeg er tilfreds med, at vi endnu en gang er klar til at udbetale inflationshjælp til folkepensionister, der har svært ved at få budgettet til at hænge sammen på grund af de højere priser,” siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
“Der er ingen tvivl om, at økonomisk vanskeligt stillede borgere betaler en høj pris for den økonomiske uro, vi oplever i både Danmark og resten af Europa. Jeg håber, at hjælpen vil gøre tilværelsen lidt lettere for dem, der jo ikke nødvendigvis har mulighed for at gøre brug af de mange jobmuligheder på arbejdsmarkedet,” siger ministeren.
Kun til folkepensionister
Den ekstra ældrecheck udbetales udelukkende til personer på folkepension, der er berettiget. Førtidspensionister og personer på tidlig pension eller seniorpension modtager ikke checken.
Er du i tvivl om noget vedrørende udbetalingen, findes der svar på de fleste spørgsmål HER
Del med andre
Du kan hjælpe med at gøre andre opmærksom på, at den ekstra ældrecheck er på vej.
Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 8. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:06