I det nye år må biodiversiteten gerne spille en rolle i haven. - Det handler om, hvordan vi kan bruge vores haver til at bidrage til, at dyr og insekter får nogle bedre vilkår, siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Disse tendenser præger haven anno 2024

Flere tendenser vil præge, hvordan vores haver skal se ud i 2024. Blandt andet vil vi have en gravefri køkkenhave, hvor dyrene ikke forstyrres.

Senest opdateret: mandag 8. januar 2024

Først var det knastørt, og senere ville regnen ingen ende tage. Sommeren 2023 var nok hård kost for din have.

Og i 2024 bliver det da også en trend, at haven skal være mere robust over for det vekslende vejr.

Det spår Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

“Det optager mange, hvordan de kan tilpasse haven til det forandrede klima.”

“Og det er vigtigt, at vi indretter vores haver med mange forskellige planter. Så selv om der måske er nogle, der dør i ekstremt tørt eller vådt vejr, vil der være andre, der klarer den, og derved undgår vi, at hele haven bukker under,” siger hun.

Biodiversitet og bæredygtighed

Ud over at haven skal tilpasses vejret, spiller biodiversiteten også en vigtig rolle.

Her går vi særligt op i, hvordan dyr og insekter får bedre vilkår, siger Louise Møller.

“Vi ser sommerfuglene, bierne og pindsvinene i vores haver og får en opmærksomhed omkring, hvorfor det er vigtigt, at vi får nogle større sammenhængende naturområder.”

Netop af hensyn til dyrene vil flere have en gravefri køkkenhave, hvor man ikke vender jorden.

“Der er blevet skabt en bevidsthed om, at vi skal tage hensyn til det liv, der er nede i jorden, og forstyrre det mindst muligt,” siger Louise Møller.

Derudover skal haven matche en populær tendens: bæredygtighed.

Vi vil både genbruge materialer og ønsker at få lokale materialer.

“Vi vil gerne vide, hvor tingene kommer fra. Hvor er vores planter produceret? Og kommer træet fra vores træterrasse fra skove, der er bæredygtigt drevet?,” siger Louise Møller.

Indrettet til fællesskab

Derudover har det ændret sig, hvordan vi selv benytter haven, når vi ikke skal give os i kast med de praktiske opgaver.

Går vi få år tilbage, var det en tendens at lave det, som Louise Møller kalder “egorum”, hvor vi kunne være for os selv og slappe af.

Nu skal tiden gerne bruges sammen med andre.

“Det var meget tydeligt, da jeg besøgte Chelsea Flower Show i foråret, at haven i højere grad bliver indrettet til fællesskab.”

“Det er her, vi mødes, og hvor der gøres plads til aktiviteter, og der laves udekøkkener, så vi kan lave mad sammen,” siger hun.

Chelsea Flower Show finder sted hvert år i den britiske hovedstad, London, og er toneangivende inden for det kommende års havetendenser.

På haveshowet stod det også klart, hvilke farver der kan blive populære i haven.

Det gælder blandt andet kontrastfyldte farvesammensætninger bestående af mørklilla, bordeaux og hvid, fortæller Louise Møller.

“I øjeblikket er det okay at eksperimentere med farver og være lidt sprælsk, hvor man prøver ting af og bruger kraftige farver,” siger hun.

Flere vil stå for egne buketter

* I Haveselskabet har man mærket en stigende interesse for at dyrke skærehave. Det dækker over, at du i haven dyrker blomster, der bruges til buketter og dekorationer.

* Det skyldes blandt andet, at vi gerne vil undgå meget giftige sprøjtemidler, som der kan være i blomster importeret fra udlandet. Derudover vil mange have mulighed for selv at bestemme, hvilke farver deres buketter skal bestå af.

* Mangler du inspiration til, hvordan du skal sammensætte dine blomster, kan Instagram være et godt sted at gå hen. Det sociale medie rummer en kæmpe vidensbank, hvor andre gerne vil dele ud af deres erfaringer.

Kilde: Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

Først publiceret: mandag 8. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. januar 2024 kl. 10:25

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.