Stormøde om ældres velfærd: Faglige Seniorer er med
I slutningen af januar holder regeringen stormøde om ældres velfærd. Faglige Seniorer er med: "Ældreplejen skal tænkes forfra."
Senest opdateret: mandag 22. januar 2024
Det bliver stort.
Over 2.000 forventes at deltage i regeringens stort anlagte kæmpemøde om ældres velfærd, der holdes i Fredericia tirsdag 30. januar.
“Regeringen ønsker en grundlæggende forandring af ældreplejen. Vores ældre skal have langt mere selvbestemmelse og mere omsorg. Ledere og medarbejdere skal bruge langt mindre tid på regler og kontrol,” lyder det blandt andet i invitationen til mødet, det holdes i Messecenter Fredericia.
I invitationen lyder det fra regeringen, at det handler om at “at gøre ambitionerne til virkelighed”.
Derfor inviterer regeringen blandt andet ældre medborgere samt medarbejdere og ledere fra alle landets plejehjem og repræsentanter for hjemmeplejen til stormøde.
Foreløbigt har omkring 1.800 deltagere tilmeldt sig. Men der forventes over 2.000 på dagen, når stormødet er igang.
Faglige Seniorer er med
Blandt deltagerne er også Faglige Seniorer, der med over 260.000 medlemmer over 60 år er Danmarks næststørste ældreorganisationen.
“Faglige Seniorer deltager i stormødet, fordi er inviteret sammen med mange andre andre organisationer og kommuner. Jeg ser egentlig stormødet som en fortsættelse af det brede samarbejde om reformer på ældreområdet, som den tidligere regering indledte,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer.
Ældrepleje om igen
Faglige Seniorer gør opmærksom på, at opgaven med at løfte ældreplejen er en uhyggelig vanskelig opgave.
“Meget kan gå galt, og derfor har vi opfordret ældreminister Mette Kierkgaard til at holde fast i det brede samarbejde. Dels sikrer det en samlet forståelse for udfordringerne, dels er det også nyttigt at alle holdninger og ideer kommer på bordet,” siger Palle Smed.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Han erklærer sig enig i det overordnede mål for en forandring af ældreplejen.
“Ældreplejen skal tænkes forfra. Det er vi enige i. Men et af de store spørgsmål er om kommunerne nu også er med på den. Man kan med andre ord frygte, at nogle kommuner ikke går helhjertet ind til opgaven, og får taget livtag med årtiers misvækst i ældreplejen. Uanset hvad de finder på inde på Christiansborg. Og det er målet med stormødet,” siger Faglige Seniorers direktør.
Minister er “uendelig glad”
Fra regeringen deltager blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og ældreminister Mette Kierkgaard (M).
“Det gør mig uendeligt glad, at vi inden længe kan løfte sløret for vores udspil til en ambitiøs ældrereform. På samme måde ser jeg utrolig meget frem til et stormøde, hvor vi sammen skal drøfte, hvordan vi kan realisere den grundlæggende forandring af ældreplejen, som vi ønsker,” siger ældreminister Mette Kierkgaard .
Det sker på dagen
Her er programmet for stormødet om ældres velfærd i Fredericia 30. januar:
10.00-10.45 Ankomst – Kom gerne i god tid
Indtjekning, udlevering af navneskilt og kaffe
11.15 Velkomst
Ved moderator Tine Gøtzsche
11.20 Fællessang
11.30 Velkomsttale
Ved statsminister Mette Frederiksen
11.40 Hovedtale
11.45 Samtale om livskvalitet og værdighed i den sidste del af livet
Ved bl.a. udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og ældreminister Mette Kierkgaard
12.15 Frokost
13.15 Oplæg, samtaler ved bordene og kaffe
15.15 Fælles opsamling og afrunding
Ved bl.a. vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen
15.45 Tak for i dag
Tror du at en ny ældrelov vil betyde bedre pleje og omsorg?
Hvad vil du sige?
Hvad er dit budskab til deltagerne i stormødet om ældres velfærd? Nævn bare 1-3 ting.
Kom med dit budskab på Faglige Seniorers Facebook-side.
Minister: Derfor stormøde
“Det er en stor opgave, hvor vi har brug for alle gode kræfter. Derfor glæder jeg mig meget til, at vi skal mødes til stormøde,” siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) forud for mødet om ældres velfærd i Fredericia 30. januar.
Mette Kierkgaard peger på følgende politik fra regeringen:
- Fremover skal pleje og omsorg ske med udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov.
- Omsorg, relationer og selvbestemmelse skal være i fokus.
- Den ældre skal bestemme selv – i dialog med medarbejdere, som mødes med tillid til deres faglighed og kompetencer.
Kilde: Ældreministeriet
Først publiceret: mandag 22. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 22. januar 2024 kl. 23:06