Penge i banken bliver mere værd, hvis du binder dem på en konto i flere år.

Penge i banken? Dette giver en meget højere rente

Opsparing i banken giver især gevinst for dem, der låser pengene. Seniorer er dem, der sparer mest op.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Hvis du har en sum penge, som du ved, at du ikke får brug for i en periode fremover, så kan du binde dem på en særlig konto i banken.

Det giver nu omkring 3 procent i årlig rente, mens frie indeståender kun får lidt over 1 procent.

Det dokumenterer en ny analyse fra Nationalbanken. Den viser også, at danskerne gennem 2023 har sparet mere op i bankerne.

I snit har hver voksen nu 241.000 kroner stående i banken.

Andre tal fra Danmarks Statistik viser, at det er seniorerne, der har mest.

Læs også: Privatkundernes indlån når nye højder

Op til 3,5 procent i rente

En stor del af opsparingen står stadig på konti, der kun giver måske 0,25 eller 0,50 procent i rente. Men stadig flere danskere binder indlån for en periode.

Tallene fra Nationalbanken viser, at det nu er hver sjette indlånskrone, der er tidsbundet i en periode mod en højere rente.

I nogle banker kan man i dag få mellem 3,5 og 3,0 procent for at låse sit indestående en periode. Det gælder blandt andet i Santander, Ikano, Bank Nordik, Kompasbank og Facit Bank.

Men man skal være sikker på ikke pludselig at få brug for pengene. Det kan nemlig være dyrt at hæve et tidsbundet indskud før tiden.

Læs også: Stigende interesse for indlån med tidsbinding

Gode tilbud uden binding

De forholdsvis høje renter på indlån med binding gør bankindestående til at attraktivt alternativ. Det kan for nogle være en lige så fordelagtig løsning som at købe for eksempel obligationer eller beviser i investeringsforeninger.

Hvis du er ked af at binde penge i længere tid, kan du også finde frie kontotyper, der giver op til omkring 3 procent i rente.

Det er blandt andet i Maj Bank, Santander og Bank Norwegian.

På nogle af de højt forrentede konti – med og uden tidsbinding – er der minimum for, hvor meget der skal sættes ind. Men der findes også godt forrentede kontotyper uden krav til indskud.

Pres din bank

Hvis du helst vil beholde dit indestående i din nuværende bank, så kan du forhandle med dem om at få en højere rente. Du kan jo nævne, at du ved, der findes andre pengeinstitutter med højere indlånsrenter.

Forbrugerrådet Tænk hjælper med at forhandle bedre renter hjem. Det sker via en skabelon, som interesserede udfylder.

Derefter modtager de et brev, som de kan aflevere i deres bank. Forbrugerrådet Tænk har også gode tip til argumenter.

Læs også: Få hjælp til at forhandle renten på din opsparing op

Få har rigtig meget

Danskernes indlån i banken varierer meget. Den typiske privatkunde har et betydeligt lavere indestående end gennemsnittet på de 241.000 kroner.

Til gengæld har en mindre andel et markant højere indlån end snittet. Nationalbankens tal er for 2023, hvor indlånet er steget med 6,3 procent.

Danmarks Statistiks tal for fordeling af opsparing på aldersgrupper er fra året før – 2022.

  • Hvis man her ser på eksempelvis alle 65-69-årige, så havde de i gennemsnit et indestående på knap 289.000 kroner.
  • Men den fjerdedel af dem, som havde færrest penge i banken, havde kun op til 35.000 kroner.
  • Til gengæld kunne den fjerdedel, som havde mest stående, fremvise konti med 324.000 kroner og opefter.

Det har vi i banken

Så meget havde voksne danskere stående i banken i 2022.

 

Gennemsnit for alle i aldersgruppen/kroner

18-24 år

60.650

25-29 år

80.783

30-34 år

105.897

35-39 år

124.080

40-44 år

145.691

45-49 år

176.977

50-54 år

210.354

55-59 år

249.591

60-64 år

289.601

65-69 år

288.678

70-74 år

275.902

75-79 år

278.194

80-84 år

299.968

85-89 år

305.274

90 år og derover

328.560

 Kilde: Danmarks Statistik

Først publiceret: mandag 5. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:19

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.