Der har været spredt en myte på sociale medier, om at de første partier af covid-19-vaccinen ikke var af samme kvalitet som de senere partier.

SSI tager luften ud af coronamyte i nyt studie

Nej, de første coronavacciner gav ikke flere bivirkninger, end de vacciner som kom senere. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie af Statens Serum Institut.

Senest opdateret: mandag 26. februar 2024

I et nyt omfattende studie har forskere fra Statens Serum Institut (SSI) undersøgt forbindelsen mellem forskellige partier af coronavaccine og risikoen for bivirkninger.

Resultaterne af studiet viser, at de tidlige vacciner ikke har vist flere bivirkninger end senere partier, hvilket tidligere blev udbredt som en myte på sociale medier, skriver SSI i en pressemeddelelse.

“Ingen systematiske tegn”

SSI skriver, at myten om de tidlige vaccinepartier, der siges at have forårsaget flere bivirkninger, har sin oprindelse delvist i en analyse af begrænsede data, som forfatterne bag analysen havde fået adgang til gennem aktindsigt.

I en pressemeddelelse fra forfatterne bag analysen blev der beskrevet en slags russisk roulette, hvor nogle danskere tilsyneladende fik en “god” vaccine, mens andre fik en “dårlig” vaccine.

”Vores resultater skyder en hvid pind igennem myten om at de tidlige mindre partier af Covid-19 vaccine var ”farlige”. Vi ser ingen systematiske tegn på forskelle i sikkerheden mellem partierne i vores undersøgelse,” siger professor og afdelingschef Anders Hviid, der har ledet undersøgelsen. 

Sådan gjorde forskerne i det nye studie 

I SSI’s studie er der fokuseret på 52 forskellige vaccinepartier, som tilsammen repræsenterer 10 millioner doser.

Forskerne har identificeret de partier, der tidligere blev kaldt “dårlige” i en tidligere analyse.

Derefter har SSI sammenlignet personer, der modtog vacciner fra disse “dårlige” partier, med dem, der fik vacciner fra de “gode” partier.

Forskerne fra SSI har undersøgt hyppigheden af 30 forskellige alvorlige bivirkninger i de første 28 dage efter vaccination. Og her opdagede forskerne ingen systematiske forskelle mellem partierne af vaccinerne.

Først publiceret: fredag 9. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 26. februar 2024 kl. 10:19

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.