Nervesygdom rammer dobbelt så mange: Her begynder den
Flere og flere bliver ramt af frygtet nervesygdom i Danmark og på verdensplan. Forklaringen skal findes her.
Senest opdateret: onsdag 14. februar 2024
Det her er dyster læsning. Nu er du advaret på forhånd, men ikke desto mindre er det et vigtigt emne at belyse, da sygdommen er invaliderende for den ramte og pårørende.
Tal fra WHO fra 2023 viser nemlig, at dobbelt så mange mennesker på verdensplan har fået Parkinson i løbet af de seneste 25 år. Det skriver Berlingske.
Vender vi blikket mod Danmark, anslås det, at 12.000 er ramt af den frygtede nervesygdom. Det tal forventes at stige til 20.000 i år 2040.
Symptomer på Parkinson:
- Langsomme bevægelser
- Stive muskler
- Rysten i hvile, der forsvinder i bevægelse
- En dårlig balance
- “Maske-ansigt”
- Svag og monoton stemme
- Langsom gang med småtrippende skridt og manglende medsving af armene
Parkinson begynder uden for hjernen
Hvis du tror, at Parkinson begynder i hjernen, kan du godt tro om igen. Den begynder nemlig i næseslimhinden eller i tarmen.
Det fortæller professor Per Borghammer, der forsker i sygdommen ved Aarhus Universitetshospital:
“Hvad er der specielt ved de to steder? De er i meget tæt kontakt med den ydre verden,” siger han.
“Det er en nærliggende hypotese at forestille sig, at de ting, vi inhalerer i næsen eller spiser og drikker, som kommer ned i tarmen, det kan være infektioner, giftstoffer, pesticider, kan sætte gang i sygdomsprocessen,” tilføjer professoren.
Parkinsonforeningen advarer
Debatten om pesticiders påvirkning på menneskers sundhed raser med jævne mellemrum, og allerede i oktober advarede Parkinsonforeningen mod fortsat at bruge glyphosat i landbruget.
Glyphosat er et aktivt stof i sprøjtemidlet Roundrup, der før er blevet mistænkt for at være skyldig i udviklingen af en række sygdomme.
Miljøministeriet har dog ikke forbudt glyphosat med henvisning til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA, som vurderer, at stoffet er sikkert at bruge i forhold til menneskers sundhed.
Glyphosat blev 13. oktober godkendt til brug i EU’s medlemslande indtil 15. december 2033.
Bør politikerne forbyde pesticidet?
Først publiceret: onsdag 14. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 14. februar 2024 kl. 13:05