Kvinder går tidligere på pension end mænd, og samtidig lever de længere end mænd, og derfor skal deres pension række længere.

Kvinder trækker sig 1,5 år tidligere fra arbejdsmarkedet

Kvindernes internationale kampdag: Forskellen i tilbagetrækningstidspunkt har stor betydning for størrelsen på kvinders pensionsopsparing, lyder det fra pensionsbranchen..

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Mænd fortsætter på jobbet fem måneder ud over den gældende pensionsalder – mens kvinderne trækker sig et år før, de når datoen for folkepension. Og det skyldes ikke mindst, at kvinder i højere grad end mænd benytter sig af muligheden for efterløn.

Sådan gælder det i hvert fald for gennemsnittet, viser tal fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.

Og det får nu organisationen til at pege på konsekvenserne for kvindernes pensionsopsparing.

“Når vi planlægger, hvornår vi vil gå på pension, er det vigtigt, at vi gør os det klart, hvor lang tid pensionen skal række. Så undgår man at blive overrasket over, hvor meget man får udbetalt,” siger Andreas Østergaard Nielsen, underdirektør i F&P.

Kvinder går tidligere på pension end mænd, og samtidig lever de længere end mænd, og derfor skal deres pension række længere. Derfor bør kvinder livet igennem tjekke, om de sparer tilstrækkeligt op, lyder det.

Arbejder længere

For begge køn gælder det, at flere arbejder i længere tid set over en ti-årig periode, hvor pensionsalderen gradvist er steget.

Men forskellen mellem kvinder og mænds tilbagetrækningstidspunkt er den samme over tid.

Forklaringen er blandt andet, at mændene er ældst i de fleste parforhold.

“Rigtig mange par planlægger at gå på pension samtidig, og da manden ofte er den ældste, bliver kvindens pensionsalder afgørende for, hvornår de begge trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidig er der mere end dobbelt så mange kvinder som mænd på efterløn blandt dem, som fortsat bruger ordningen,” siger Andreas Østergaard Nielsen.

“I den generation, der lige nu har en alder omkring folkepensionsalderen på 67 år, har mænd oftere en længere videregående uddannelse, og personer med lang videregående uddannelse bliver ofte længst på arbejdsmarkedet. Samtidig har det betydning, at flere mænd end kvinder er selvstændige – og mange selvstændige fortsætter endog meget længe med at arbejde,” siger han.

Får betydning i pensionisttilværelsen

Selv om kvinder er kommet i overtal på videregående uddannelser og nu får nu længere uddannelse end mænd, er det fortsat mændene, der tjener mest i parforholdene.

“Vi kan se i statistikkerne, at kvinderne er blevet bedre uddannet end mænd, men det er ikke slået igennem på hvem, der har den højeste erhvervsindkomst blandt unge par. Det er faktisk ret overraskende, at det slet ikke har rokket sig siden 2010,” fortæller Lotte Katrine Ravn, chefkonsulent i F&P.

Den skæve fordeling får også betydning i pensionisttilværelsen, hvis ikke parrene sammen vælger at indbetale ekstra til kvindens pensionsordning, mens de er på arbejdsmarkedet, fortælle Lotte Katrine Ravn.

“Forskellene i pensionsformuerne mellem kønnene skyldes særligt forskelle i kvinders og mænds arbejdsliv – ikke pensionssystemet i sig selv. Kvinder og mænd arbejder typisk i forskelligt omfang. Kvinder går i højere grad på deltid, efter at der er kommet børn til, og kønnene arbejder også i forskellige arbejdsfunktioner. Det danske arbejdsmarked er stadig relativt kønsopdelt, og lønforskelle bygger i høj grad på individuelle valg. Hvis disse kønsforskelle på arbejdsmarkedet ikke skal skævvride pensionsformuerne, kræver det aktive valg i familierne, siger Lotte Katrine Ravn.

Kønsopdelt arbejdsmarked

Tal fra Danmarks Statistik viser også, at kvinder har en fjerdedel mindre end mændene at gøre godt med i pensionisttilværelsen.

Det er mange års lønforskel på et kønsopdelte arbejdsmarked, der har resulteret i en kæmpestor forskel i pensionsopsparingen mellem mænd og kvinder, fremgår det af Danmarks Statistik.

Hvad mener du?

Hvad kan der efter din mening gøres for at udligne forskellen på kvinder og mænds pensionsopsparing?

Dit bud er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 8. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.