Inden man kaster sig ud i brugen af kunstig intelligens, er der nogle ting, som man skal være opmærksom på.

Ny guide: Det kan du bruge kunstig intelligens til

Guiden fra Digitaliseringsstyrelsen giver eksempler på anvendelse, men også hvad man skal være forsigtig med.

Senest opdateret: tirsdag 16. april 2024

Brugen af kunstig intelligens er stigende, og der findes mange forskellige værktøjer, som bruger kunstig intelligens, og de kan bruges til forskellige ting. 

Eksempelvis kan man hurtigt få et bud på en opskrift, ud fra hvad man har i sit køleskab, og med et billedværktøj kan man generere unikke og personlige billeder, som kan bruges til festinvitationen.

Generativ kunstig intelligens er værktøjer som:
• Open AIs ChatGPT
• Googles Bard
• Metas Llama
• Bings chatbot Copilot
• Midjourney
• DALL-E.

Hvor findes kunstig intelligens-værktøjerne?

Kunstig intelligens-værktøjerne findes typisk på internettet eller som app til din telefon. Du kan finde dem via en søgemaskine eller der, hvor du henter dine apps.

Hvad er generativ kunstig intelligens?

Generativ kunstig intelligens er en gren af kunstig intelligens, der kan skabe nyt indhold som f.eks. billeder, musik eller tekst.

Som bruger kan du bede værktøjet om svar på forskellige emner eller give det kommandoer. De spørgsmål eller kommandoer kaldes prompts. Ud fra prompts får du et output, som f.eks. kan være en tekst.

Generativ kunstig intelligens er ikke intelligens i menneskelig forstand. Det er avancerede modeller, der forsøger at forudsige, hvilket indhold der med størst sandsynlighed tilfredsstiller det svar, brugeren søger.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

3 vigtige råd

1. Vær opmærksom på, om du får forkerte eller opdigtede svar

Kunstig intelligens-værktøjer kan hurtigt producere indhold, men der er også risiko for forkert, forældet eller ligefrem opdigtet indhold. Værktøjerne er kun så korrekte som de informationer, de har adgang til.

Derfor kan du støde ind i områder, hvor værktøjets datagrundlag ikke er opdateret eller fyldestgørende på det område, der spørges til. Det vil give dig et svar, der kan se korrekt ud, men som ikke er det.

Det er godt at vide, at værktøjer med kunstig intelligens er udviklet til at producere et svar – også når de ikke har et. Svarene fra værktøjerne kan derfor være opdigtede.

Det er derfor en god idé, at du faktatjekker svarene, f.eks. ved at bede værktøjet om at nævne kilder til den tekst, du får og dernæst selv tjekker kilderne efter.

2. Vær opmærksom på risiko for fordomsfulde svar

Kunstig intelligens-værktøjerne kan give svar med bias – det vil sige tekst eller billeder, der er fordomsfulde eller forudindtagede.

Det kan være over for specifikke køn, etnicitet, politiske holdninger eller andet. Det kan skyldes bias eller skævheder i det datamateriale, som værktøjerne er bygget på.

Det kan også skyldes, at der er blevet indlagt regler, som styrer værktøjets svar eller output. Vær derfor opmærksom på risikoen for bias, og forhold dig kritisk til de svar, du får.

3. Del ikke personlige oplysninger

De oplysninger, du bruger, når der stilles et spørgsmål til værktøjet kan blive vist og delt med andre.

Vær derfor opmærksom på, hvilke oplysninger du skriver ind, f.eks. om dit helbred, politiske holdninger, dine børn, dit fulde navn, adresse og lignende.

Undgå helt at skrive personlige oplysninger som CPR-nummer, MitID-oplysninger, bankoplysninger og kodeord. Dine spørgsmål kan blive brugt som data til svar til andre brugere.

Først publiceret: tirsdag 16. april 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. april 2024 kl. 16:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.