Ny frokostklub for seniorer: God mad til en god pris i Gilleleje
Seniorernes Frokostklub har snart premiere i Gilleleje, hvor du den sidste tirsdag i måneden kan få en god frokost og en kop kaffe for kun 89 kroner.
Senest opdateret: onsdag 18. september 2024
Seniorer skal have mulighed for at mødes og hygge sig over en god frokost til en god pris.
Det er filosofien bag Seniorernes Frokostklub, der snart bliver et tilbud fra Faglige Seniorer i Gribskov.
Tirsdag 24. september er der premiere på frokostklubben, der lægger ud med tarteletter med høns i asparges og en kop kaffe til kun 89 kroner.
Det sker kl. 12 i Spisehuset Bolværket Kulturhavn Gilleje.
”Der mangler et sted, hvor seniorer kan mødes og hygge sig med godt samvær, mens man spiser en god frokost til en billig penge. Faglige Seniorer inviterer medlemmerne med i Seniorernes Frokostklub, som holdes sidste tirsdag hver måned i Spisehuset Bolværket, der er kendt for både veltillavet mad og god stemning,” siger Svend Blankholm fra Faglige Seniorer i Gribskov.
Prisen er fast. 89 kroner for frokost og kaffe, som betales, når man køber sin billet. Drikkevarer betaler man selv på stedet.
Frokostklubber over hele landet
Frokostklubben i Gribskov er nr. 2 ”i rækken”, efter Faglige Seniorer i Randers i marts startede Seniorernes Frokostklub med tilbud om frokost og kaffe til en god pris – og med stor succes.
Det er planen, at Seniorers Frokostklub bliver et fast indslag over hele landet
”Det er mit håb, at frokostklubben også vil tiltrække mange, som er alene og som tænker, at det vil være hyggeligt at komme ud og møde andre seniorer. Fællesskabet er en del af Faglige Seniorers dna, og vi håber, at vi med frokostklubben rækker ud til mange af de medlemmer, som vi ikke ser så tit,” siger direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
Tilmelding senest torsdagen før
Spisehuset Bolværket er kendt for sin veltillavede mad, skabt fra bunden fra danske og udenlandske gryder. De har en holdning til råvarer og ikke mindst værtskab.
Restauranten ligger i den hyggelige Kulturhavn i Gilleleje og byder på masser af god stemning.
De næste menuer på Bolværket byder tirsdag 29. oktober kl. 12.00 på lune deller med rødkål og agurkesalat på rugbrød lune + 1 kop kaffe og tirsdag 26. november kl. 12.00 på smagfuld paprikagryde med ris + 1 kop kaffe.
Tilmelding senest torsdagen før.
Vil du spise god mad til en god pris i Seniorernes Frokostklub?
Hvad mener du?
Er det en god ide med Seniorernes Frokostklub med en god frokost og en kop kaffe den sidste tirsdag i hver måned til 89 kroner?
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 11. september 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 18. september 2024 kl. 09:15