Det kostede 4 måneders fængsel at bedrage en 93-årig for 70.000 kroner.

Udgav sig for at være fra banken og snød 93-årig for 70.000 kroner: 4 måneders fængsel

35-årig kendt skyldig i at have været med til at franarre en 93-årig mand 70.000 kroner ved at udgive sig for at være fra mandens bank.

Senest opdateret: fredag 20. september 2024

Det var kriminelt – koldt, kynisk og klassisk.

En 93-årig mand blev snydt til at udlevere 70.000 kroner. Det skete, efter den 93-årige først var blevet kontaktet telefonisk og siden opsøgt fysisk på sin bopæl.

Både i telefonen og ved fremmødet udgav en mand og mindst en medgerningsmand sig for at være fra den 93-åriges bank.

Nu er en af gerningsmændene, en 35-årig mand kendt skyldig i bedrageriet ved retten i Kolding.

Den 35-årige blev dagen efter bedraget mod den 93-årige –  den 21. august – anholdt, sigtet og afhørt. Her tilstod han sigtelsen, og ved et efterfølgende grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet.

4 måneders fængsel

Retten kendte i sidste uge den tiltalte skyldig, og han blev idømt fire måneders fængsel.

Retten lagde i dommen blandt andet vægt på, at bedrageriet gik ud over en 93-årige mand på denne mands bopæl, at kriminaliteten var planlagt og organiseret samt at den 35-årige havde en ikke ubetydelig rolle i bedrageriet.

”Denne form for bedrageri er noget, vi fra politiets og anklagemyndighedens side tager meget alvorligt, for det er alvorligt, når man svindler sig til andre folks penge. Dommen er et bevis på, at vi efterforsker sagerne grundigt, og at vi gør, hvad vi kan, for at få gerningsmændene dømt,” siger politiinspektør Jacob Ulvedal fra Sydøstjyllands Politi.

Sagen er en del af et større sagskompleks, der fortsat efterforskes, og hvor yderligere to personer er varetægtsfængslet.

Hvad mener du?

Hvad mener du om sagen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: fredag 20. september 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 20. september 2024 kl. 11:23

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.