Landets ældreråd i opråb til minister: Drop besparelse
Landets 97 ældreråd sender i et åbent brev en kraftig opfordring til ældreminister Mette Kierkgaard (M) og regeringen om at droppe forslag, der fjerner al støtte til paraplyorganisationen Danske Ældreråd.
Senest opdateret: onsdag 2. oktober 2024
Landets 97 ældre- og seniorråd er rystede over, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) og regeringen med finanslovsforslaget for 2025 vil fjerne al støtte til paraplyorganisationen Danske Ældreråd.
“Bliver det en realitet, vil det trække tæppet væk under vores landsorganisation,” lyder det i et åbent brev til ældreministeren.
Danske Ældreråd modtager i dag et statsligt tilskud på 2,4 millioner kroner årligt, som regeringen nu vil skære væk. I følge Danske Ældreråd vil det betyde, at grundlaget for, at organisationen eksisterer, vil forsvinde.
Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer har tidligere protesteret mod regeringens planer.
“Det er et alvorligt anslag mod de ældres demokratiske deltagelse i både det lokale og landspolitiske liv. Ældre- og seniorrådene er en vigtig del af de ældres indflydelse i kommunerne, når det handler om ældrepolitik i forhold til plejehjem, hjemmepleje, ensomhed og så videre. Jeg opfordrer på det kraftigste til, at regeringen trækker forslaget,” lød det fra landsformand Mette Kindberg, da finanslovsforslaget blev fremlagt i slutningen af august.
Besværliggør ældrereform
De 97 ældre- og seniorråd skriver i brevet til ældreministeren, at det er nødvendigt med en organisation som Danske Ældreråd til at støtte arbejdet lokalt. Det bliver ikke mindre nødvendigt, når den omfattende ældrereform skal implementeres i kommunerne.
“Set med vores øjne er der brug for stærke ældre- og seniorråd, som kan bidrage til, at visionerne i ældreformen tages ned lokalt. Vi vil meget gerne være en del af den proces, men vi skal klædes på til opgaven. Vi har brug for en landsorganisation, der kan oversætte lovgivningen og rådgive os i at omsætte den til virkelighed lokalt. Det sker ikke af sig selv,” hedder det i brevet.
Mister landspolitisk stemme
Hvis Danske Ældreråd må lukke ned, mister ældre- og seniorråd også deres stemme på den landspolitiske scene, skriver ældrerådene videre.
“Det er Danske Ældreråd, der giver landspolitikerne indblik i den viden og de erfaringer, som vi som råd gør os lokalt. Er der ikke en landsorganisation, så er der heller ikke en forbindelse mellem det lokale arbejde og Christiansborg. Det vil for os at se være et kæmpe tab,” skriver ældre- og seniorrådene i brevet.
Læs det åbne brev til ældreministeren her (pdf)
Er det OK at fjerne tilskuddet til Danske Ældreråd?
Først publiceret: torsdag 19. september 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 2. oktober 2024 kl. 15:46