De gode tilbud er ikke længere kun at finde i fysiske tilbudsaviser, men flytter i højere grad over i supermarkedernes apps og kundeklubber.

Rabat på mobilen: Er supermarkedernes kundeklubber en fordel for dig?

Mange butikker tilbyder i dag medlemskab i deres kundeklubber, hvor du kan få rabatter og særlige tilbud. Men hvem får egentlig mest ud af disse kundeklubber – dig som forbruger eller butikken?

Senest opdateret: mandag 21. oktober 2024

Danskerne er vilde med et godt tilbud, men i disse år flytter supermarkedernes rabatter sig mere og mere over i digitale kundeklubber.

Det gør det sværere at gennemskue, hvad varernes normalpris egentlig er, og samtidig er spørgsmålet, om det virkelig er en fordel for dig som forbruger, når du betaler med både Dankort og data.

Digitale kundeklubber

De gode tilbud er ikke længere kun at finde i fysiske tilbudsaviser, men flytter i højere grad over i supermarkedernes apps og kundeklubber.

For at få glæde af rabatterne skal du være medlem af en kundeklub og downloade en app til din smartphone.

Mange af disse rabatter bliver i dag personaliserede, hvilket betyder, at prisen på en vare kan være forskellig fra kunde til kunde – afhængigt af din tidligere købsadfærd.

Personlige priser skaber usikkerhed

Hos Forbrugerrådet Tænk, der har undersøgt sagen, ser man kritisk på udviklingen, hvor fælles tilbud erstattes af personlige priser i digitale kundeklubber.

“Vi er ikke imod rabatter, men de personlige priser skaber en uigennemsigtighed, der kan gøre det svært for forbrugerne at sammenligne priser. Hvis alle betaler en forskellig pris for mælken, er det umuligt at vide, om du betaler for meget,” siger Jacob Ruben Hansen, økonom i Trygt Forbrug hos Forbrugerrådet Tænk.

Denne uigennemsigtighed kan også påvirke konkurrencen mellem butikkerne. Hvis forbrugerne ikke kan sammenligne priser, risikerer supermarkederne at hæve priserne, uden at vi lægger mærke til det.

Alle har ikke adgang til de digitale tilbud

Selvom langt de fleste danskere har en smartphone, er det ikke alle, der kan eller ønsker at bruge de digitale kundeklubber.

For de forbrugere, der har svært ved teknologi, kan det betyde, at de går glip af rabatterne.

“Når tilbud kun er tilgængelige via en smartphone, udelukker man nogle forbrugere fra at få glæde af dem,” siger Jacob Ruben Hansen. “Hvorfor ikke lade de gode tilbud gælde for alle?”

Betaler du med dine data?

Når du melder dig ind i en kundeklub, afgiver du samtidig en lang række data om dig selv, såsom navn, alder og dine købsvaner.

Det er ikke alle, der er klar over, hvor mange oplysninger de egentlig deler, og hvor disse data ender.

“Butikkerne bruger dataene til at påvirke din adfærd fremover. Hvis du køber en bestemt vare ofte, kan du risikere at få den tilbudt både billigere – eller dyrere – næste gang, fordi butikken ved, at du nok alligevel vil købe den,” forklarer Jacob Ruben Hansen.

Butikkerne skaber altså en købsprofil, som kan fastholde dig i én bestemt butik. På sigt kan det betyde, at du ikke får lige så gode tilbud på andre varer, du også gerne vil have.

Husk at overveje, om det er det værd

Forbrugerrådet Tænk opfordrer til, at du som forbruger overvejer tre ting, inden du downloader en supermarkedsapp:

“For det første, husk at virksomhederne tjener penge på din data. For det andet, overvej om de rabatter, du får, er det værd i forhold til, hvad du afgiver af oplysninger. Og endelig, tænk over, hvem der har adgang til dine data, og hvor de ender.”

Det er altså en “noget for noget”-handel, du indgår med supermarkederne. Hvis du er villig til at dele dine data mod at få rabatter, er det helt fint – men det er vigtigt at vide, hvad du går ind til.

Oversigt over udvalgte kundeapps

Føtex Plus

  • Føtex’ kundeapp tilbyder blandt andet særlige medlemspriser og rabatter. Du finder også tilbudsaviser i digital form. Derudover kan du i appen gemme dine kvitteringer, og du kan med såkaldt ‘friskhedsgaranti’ reklamere over fødevarer digitalt. 
  • For at blive Føtex Plus-kunde skal du hente appen til din smartphone og tilmelde dit betalingskort.
  • Du skal i oprettelsen afgive dit navn, e-mailadresse og betalingskortoplysninger. Derudover kan du blive bedt om at afgive en række yderligere oplysninger, som ikke er specificeret i vilkårene.
  • Appen indsamler og analyserer din købshistorik online og i de fysiske butikker samt din digitale adfærd.

Coop App

  • Coop Appen tilbyder blandt andet personlige tilbud, digitale kvitteringer og indkøbslister, ekstra bonus med PrimeKonto, Scan & Betal, digitale tilbudsaviser samt konkurrencer. 
  • Du skal downloade Coop Appen til din smartphone og kan bruge den enten som profilkunde eller medlem. Du skal tilknytte et betalingskort, hvis du vil benytte appen til betaling.
  • Som profilkunde skal du afgive kundenummer, fødselsdato, køn, navn, adresse, mobiltelefon, telefonnummer, e-mailadresse, beboelsesform, antal personer i husstanden, om du har bil og fritidshus, oprettelsesdato, betalingsoplysninger samt markedsføringssamtykke.
  • Som medlem skal du derudover afgive civilstand, tilhørsbutik, indskud på andelskonto, køn og fødselsdato på børn og samvirkeabonnement.
  • Når du bruger appen, registreres følgende: køb hos Coop – både online og i fysiske butikker. Hvor og hvornår appen er brugt samt modtagelse og åbning af mails fra Coop og brug af Coops digitale platforme.
  • Hvis du har indstillet din smartphone til det, registrerer appen også telefonens lokalitet samt telefonens kamera.

Lidl Plus

  • I appen Lidl Plus kan du få særlige rabatter og fordele hver uge. Du kan desuden indløse særlige kuponer, jo mere du handler. Endelig har du adgang til digitale kvitteringer og ugens tilbudsavis, og du kan deltage i en række konkurrencer.
  • For at blive Lidl Plus-kunde skal du oprette en Min Lidl-konto og hente appen til din smartphone.
  • Du skal i oprettelsen angive fornavn, efternavn, fødselsdato, e-mailadresse, mobiltelefonnummer og foretrukken Lidl-butik.
  • Når du bruger appen, registreres følgende: den besøgte butik, de indkøbte produkter, de anvendte kuponer, kvitteringens indhold samt tidspunktet og det anvendte betalingsmiddel. Derudover bliver der indsamlet oplysninger om det indhold i Lidl Plus-appen, som du har kigget på: fx aktiverede kuponer, deltagelse i konkurrencer, produkter såvel som din foretrukne butik. Der indsamles også information om din interaktion med appen, fx besøgte sider samt antal klik og scrolls.

MENYkortet

  • Menys fordelsapp tilbyder blandt andet personlige medlemspriser, digitale kvitteringer, opskrifter, særlige gaver, digitale tilbudsaviser samt konkurrencer. 
  • Medlemskab kræver, at du downloader appen til din smartphone og tilknytter dit betalingskort.
  • Du skal afgive følgende oplysninger: navn, adresse, e-mail, telefonnummer, fødselsdato/alder og køn.
  • Derudover indsamler appen informationer om din købshistorik, brug af hjemmeside og appen. Hvis du bruger Scan & Betal, indsamler den også informationer om validering med NemID/MitID samt købshistorik. 
  • Hvis du har indstillet telefonen til det, får appen også adgang til kamera og lokation ved brug af Scan & Betal.

Netto+

  • Med Netto+-appen får du blandt andet adgang til personlige priser, lokalt nedsatte varer, såkaldt ‘friskhedsgaranti’, digital indkøbsliste, kvitteringer samt Scan & Go. 
  • Det kræver, at du downloader appen til din smartphone og tilknytter dit betalingskort. Du skal også oprette en Salling Group Profil.
  • Du skal afgive følgende oplysninger: e-mailadresse, kodeord, navn, adresse, postnummer og telefonnummer. Derudover kan du blive bedt om at afgive en række yderligere oplysninger, som ikke er specificeret i vilkårene. 
  • Appen indsamler informationer om din købshistorik fra dine køb via Salling Groups hjemmesider og webshops, hvor din Salling Group Profil er tilknyttet. Derudover din købshistorik i Salling Groups fysiske Føtex-, Bilka- og Nettobutikker.

Først publiceret: mandag 21. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 21. oktober 2024 kl. 15:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.