Terapeutens 3 gode råd: Find vej ud af ensomheden
Hvis du eller en ven eller pårørende føler sig ensom, har psykoterapeut Mai Aimé Lawets tre gode råd .
Senest opdateret: mandag 9. december 2024
At blive ældre er en proces fyldt med forandringer – både fysiske og mentale. Vi kan opleve tab af nære relationer, men måske også tab af identitet og mening i takt med, at vi ikke kan leve som vi tidligere har gjort.
Hvis vores ægtefælle dør, og børnene har travlt med deres eget liv eller måske ligefrem har valgt os fra, kan følelsen af ensomhed hurtigt trænge sig på.
Som mennesker er vi grundlæggende alene, vi fødes alene, og vi dør alene. Men midt i livet, i fællesskabet med andre, kommer vi nemt til at glemme netop dette almenmenneskelige grundvilkår. Når alderdommen rammer og de vante fællesskaber måske forsvinder, bliver vi så igen konfronteret med aleneheden.
Men ensomhed i alderdommen behøver ikke være en tung og ubærlig byrde. Den kan også være en anledning til at reflektere over livet og skabe en ny mening i tilværelsen.
3 gode råd:
1. Omfavn fællesskabet
Selvom alenehed er et grundvilkår, er vi skabt til at være sammen med andre.
Opsøg fællesskaber, hvor du kan dele dine tanker og interesser med ligesindede. Det kan for eksempel være i en seniorklub, en læseklub, et kor eller et motionshold. Fællesskaber giver os mulighed for at spejle os i andre og opleve samhørighed.
Tænk over, hvilke interesser du har, eller hvilke nye ting du gerne vil lære. Og find derefter fællesskaber, der matcher disse. Mange organisationer tilbyder aktiviteter for ældre, for eksempel Faglige Seniorer, Ældre Sagen og Folkeuniversitetet.
2. Vær noget for andre
At være noget for andre kan give dig følelsen af at have et formål: At lige præcis din indsats har værdi for andre. Frivilligt arbejde er en fantastisk måde til at engagere sig i samfundet og skabe nye relationer.
Du kan for eksempel hjælpe til i en genbrugsbutik, blive besøgsven for nydanskere eller reservebedste for en presset børnefamilie. Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og andre organisationer mangler ofte frivillige og har lokalafdelinger over hele landet.
3. Pluk de lavthængende frugter:
Måske har du en gammel ven eller kollega, du har mistet kontakten med hen ad vejen, og hvor du forholdsvist nemt kan række ud og invitere på en kop kaffe? Det kunne jo være, at han/hun også gik rundt og tænkte på dig.
Duk op til arrangementer i din bolig- eller grundejerforening, inviter din nabo på frokost, meld dig som kasserer i badmintonklubben. Med andre ord: Brug det netværk, du allerede har og vær aktiv i dit lokalområde.
Ensomhed er på ingen måde nemt, og det er bestemt noget, som du skal tage alvorligt og forsøge at gøre noget ved. Omvendt kan det give dig mere ro, hvis du prøver at acceptere, at det er sådan, det er – lige nu. Det betyder ikke, at det altid vil være sådan.
Du har nemlig friheden – et andet af livets grundvilkår – til at ændre på det. I sidste ende er det dit ansvar at skabe den alderdom, du ønsker dig. At være aktiv og engageret i livet, på trods af dine ændrede vilkår, kan give dig en ny følelse af mening og formål.
Mai Aimé Lawets fra Terapi for Livet er selvstændig par- og psykoterapeut med speciale i tab, krise og sorg. www.terapi-for-livet.dk
Først publiceret: mandag 9. december 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. december 2024 kl. 11:57