Nogle kommuner vil nå målene hurtigere end andre. Derfor skal vi kunne sætte ind der, hvor der er størst behov, og her kommer rejseholdene i spil, forklarer ældreminister Mette Kierkgaard.

Minister: Ældrereform står og falder med kommunernes indsats

Mette Kierkgaard kalder ældrereform for ”en epokegørende ændring” og understreger, at dens succes afhænger af, om den kan realiseres i praksis. Rejsehold skal hjælpe kommuner med implementeringen.

Senest opdateret: mandag 13. januar 2025

Regeringens ambitiøse ældrereform, der blev vedtaget kort før jul, nærmer sig samtidig en afgørende fase, hvor fokus skifter fra politisk beslutning til praktisk implementering i landets kommuner.

Loven træder i kraft 1. juli næste år, men kommunerne er allerede godt i gang med at forberede sig på de omfattende ændringer, som reformen medfører.

Ældrereform med 3 værdier

Ældrereformen bygger på tre værdier:

  • Selvbestemmelse for den ældre.
  • Tillid til medarbejdere og ledelse.
  • Tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Et af de bærende principper er helhedspleje, som indebærer, at én leverandør har det samlede ansvar for borgerens forløb.

På den måde bliver hjælpen og plejen givet som et sammenhængende forløb, der koordineres med den enkelte ældre ud fra borgerens ønsker og behov.

Kilde: Ældreministeriet

En central del af ældreplejereformen er oprettelsen af tværfaglige teams, der skal sikre en mere helhedsorienteret pleje af de ældre borgere. For at støtte den udvikling har regeringen allerede i sommer tilført 376,1 millioner kroner til kommunerne, og resultaterne begynder at vise sig.

Ifølge en ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL) har 48 kommuner allerede etableret teams i hele kommunen, mens 30 andre er godt i gang.

”Teamstrukturen er en ekstremt vigtig forudsætning for at lykkes med helhedsplejen,” siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Hun understreger samtidig, at teamarbejdet kræver en markant anderledes ledelsesform i kommunerne, hvor samarbejde på tværs af faggrupper og med de ældre og deres pårørende er nødvendigt.

Samarbejde med civilsamfundet

Medarbejderne i ældreplejen skal rustes til de nye krav, som reformen stiller. Hvor mange tidligere havde en mere afgrænset rolle, der fokuserede på at udføre specifikke opgaver, skal medarbejderne nu arbejde mere med relationer og tværfagligt.

”Kompetenceudvikling bliver helt afgørende, fordi medarbejderne skal lære at arbejde på en helt ny måde. Det er ikke længere blot at følge en køreliste. De skal arbejde med samspil og koordination med både kolleger og borgere,” forklarer Mette Kierkgaard.

Samtidig fremhæver ministeren behovet for at styrke samarbejdet med civilsamfundet og pårørende. Kommunerne skal etablere partnerskaber og facilitere lokale samarbejder, der kan sikre en større inddragelse af de pårørende.

“Formålet er at understøtte borgernes selvbestemmelse og frisætte medarbejdernes faglighed,” siger Mette Kierkgaard.

Eksperter og rejsehold i aktion

Ældreministeriet har indhentet råd fra 16 eksperter, herunder forskere fra Aarhus Universitet, der har analyseret, hvordan reformen bedst kan realiseres.

På baggrund af disse anbefalinger bliver der oprettet rejsehold, som skal støtte kommunerne under implementeringen, oplyser Mette Kierkgaard overfor Faglige Seniorers nyhedsbrev.

”Nogle kommuner vil nå målene hurtigere end andre. Derfor skal vi kunne sætte ind der, hvor der er størst behov, og her kommer rejseholdene i spil. De vil kunne facilitere teamarbejdet og sikre, at kommunerne får den nødvendige støtte,” siger ministeren.

Data fra yderste led

En anden vigtig del af reformens implementering er ifølge Mette Kierkgaard indsamling og analyse af data fra ældreplejen. Regeringen overvejer at etablere systemer, der kan måle status på plejeindsatsen i hver enkelt kommune og på hvert enkelt plejehjem.

”Vi er nødt til at få data fra yderste led – ikke kun de glansbilleder, som nogle chefer måske vil præsentere. Det handler om at forstå, hvor der er behov for ekstra støtte, og hvor reformen ikke lykkes. Vi har set fra tidligere reformer, at kommuner, der halter, bliver ved med at hænge bagefter, hvis de ikke får hjælp.”

Opbakning fra kommunerne

Ældreministeren siger, at hun er yderst opmærksom på, at en “reform af denne kaliber kræver en klar og entydig kommunikation.”

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

For at sikre forståelse og opbakning til de nye arbejdsformer og værdier, vil der blive satset på omfattende kommunikationsindsatser.

”Når vi siger “samspil med pårørende”, mener vi ikke blot inddragelse. Det handler om reel samskabelse. Vi skal sikre, at budskabet er klart i alle led af implementeringen – fra den nationale politiske scene til de enkelte plejehjem,” fremhæver Mette Kierkgaard.

Et fælles projekt for ældreplejen

Mette Kierkgaard kalder reformen for ”en epokegørende ændring” og understreger, at dens succes afhænger af, om den kan realiseres i praksis.

Samspil, selvbestemmelse og helhedspleje er de tre centrale værdier, der er indskrevet i ældreloven, og de skal gå igen i alle led af implementeringen.

”Det er ikke nok at fejre reformen på Christiansborg. Reformen skal ud og leve i kommunerne, og det er her, den reelle prøve finder sted,” siger ministeren.

Først publiceret: torsdag 19. december 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. januar 2025 kl. 10:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.