Hvis man ikke udviser den rigtig faglighed i sit arbejde, skal man ikke arbejde inden for plejesektoren. Så skal man lave noget andet, mener Kirsten Normann Andersen fra SF.

Voldtægt og vold: Politikere vil stoppe dårlig pleje af ældre

Efter plejehjems-sag med udvist og voldtægtsdømt sosu-hjælper vil politikere og fagforening have strammet op på regler.

Senest opdateret: torsdag 27. februar 2025

Politikere vil nu have reglerne om pleje strammet, efter at en sosu-hjælper forleden blev idømt tre års fængsel samt udvisning af Danmark for flere voldelige forhold og seksuelle overgreb på tre forskellige plejehjem i Aarhus Kommune.

Fremover skal det være nemmere for det offentlige at sige stop, hvis en person viser sig ikke at have de rette egenskaber til at passe på sårbare mennesker i vores samfund.

Det mener blandt andre Kirsten Normann Andersen fra SF, skriver TV2 Østjylland

Lav noget andet

Ifølge Kirsten Normann Andersen bør der indføres et autorisationssystem for sosu-hjælpere og flere andre grupper, der arbejder med mennesker, ligesom det gælder for blandt andre sosu-assistenter og sygeplejersker i dag.

“Hvis man er forrået i sit arbejde, og hvis der ikke er noget, der ligesom kan dæmme op for det, og man ikke udviser den rigtig faglighed i sit arbejde, så skal man ikke arbejde inden for det område. Så skal man lave noget andet, forklarer hun.

Sosu-hjælpere skal autoriseres

Sagen i Aarhus har fået fagforeningen FOA til at efterlyse en autorisationsordning for sosu-hjælpere. Og det bakker SF altså op om:

“Hvis man havde en autorisation, så ville man også ved mindre pligtforsømmelser eller grov adfærd eller andet kunne fratage en autorisation, og der er jo nogle styrelser, der sørger for, at det foregår på en forvaltningsmæssig rigtig måde, og så ville det også gælde i alle kommuner,” forklarer Kirsten Normann Andersen, der ser for sig, at et sådan værktøj kan bruges inden for flere fagområder.

Forfærdelige sager

Kristen Normann Andersen bakkes op af sundhedsordføreren hos Det Konservative Folkeparti, Per Larsen.

“Vi har jo set nogle af de her helt forfærdelige sager, hvor der er nogen der begår ting, som vi absolut ikke kan acceptere, og selvom man får en dom, så kan man bare fortsætte, og det skal vi selvfølgelig have styr på, forklarer Per Larsen, der også mener, at en autorisationsordning kan være en løsning på udfordringerne.

“Det er ikke noget nyt, der skal opfindes, så det er ganske hensigtsmæssigt, at man bruger det system, vi har i forvejen,” uddyber han.

Intet behov for ordning

TV2 Østjylland har kontaktet indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) for at høre, om hun også kan se en autorisationsordning for sosu-hjælpere for sig.

Hendes ministerium har dog sendt henvendelsen videre til ældreminister Mette Kierkgaard (M), selvom autorisationsordninger i sundhedsvæsnet bliver administreret af Styrelsen for Patientsikkerhed, der hører under Sundhedsministeriet.

Mette Kierkgaard har så sendt henvendelsen videre til Moderaternes ældreordfører, Rosa Eriksen. Og hun mener ikke, at der er behov for en autorisationsordning.

“Jeg tænker ikke, at det er på tegnebrættet lige nu, at vi skal lave autorisationsordninger, men jeg anerkender, at spørgsmålet kommer, forklarer ældreordføreren.

Kommune finder egen løsning

Da en autorisation for sosu-hjælpere ikke eksisterer på nuværende tidspunkt, har Aarhus Kommune fundet dens egen løsning.

Kommunen har indført et såkaldt referenceregister, hvor den selv oplister tidligere ansatte, der er blevet bortvist for grov pligtforsømmelse, så de ikke kan ansættes i kommunen igen.

Registret blev indført i april 2024. Der er aktuelt seks personer registreret.

Hvad mener du?

Bør der etableres en autorisationsordning for sosu-hjælpere? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 27. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 27. februar 2025 kl. 13:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.