Den lavere skat har været med til at friste et stigende antal seniorer til at flytte til udlandet.

Pensionist flytter til Frankrig: Slipper billigere i dansk skat på udbetalinger fra Danmark

Pensionist skal ikke længere betale skat i Danmark af danske renteindtægter og får også lavere dansk skat på folkepension og ATP. Sådan er reglerne, hvis du rykker til udlandet.

Senest opdateret: torsdag 13. marts 2025

En række lande har lavere skattesatser end Danmark – og lavere offentligt betalt velfærd. Den lavere skat har været med til at friste et stigende antal seniorer til at flytte til udlandet.

Omkring 50.000 bor i udlandet og modtager dansk folkepension.

En tidligere tjenestemand rykkede allerede i 2016 til Frankrig og solgte sin bolig i Danmark. Han og hans kone har ingen indtægter i Frankrig, men kun pensioner fra Danmark og renteindtægter fra Danmark.

De har frem til 2024 betalt skat til både Danmark og Frankrig efter de dagældende regler.

Men i 2024 indgik Danmark en ny dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig, og nu er de nysgerrige på, hvad det betyder for deres skat?

Konklusionen er, at deres skattebetaling til Danmark vil være mindre, end hvis de boede i Danmark. Også selv om det er indkomster, der kommer fra Danmark.

Helårsbolig er afgørende

Fraflyttere slipper først fri af den fulde danske skattepligt, når de sælger deres helårsbolig eller lejer den ud i mindst tre år på en uopsigelig kontrakt. Bor de i lejebolig, skal de opsige den for at slippe fri af fuld dansk skat.

Skatterådet i Danmark har set på den tidligere tjenestemands sag. For de danske renteindtægter er svaret helt klart:

Danmark kan ikke beskatte pensionistens renteindtægter fra Danmark.

Læs også: Du flytter fra Danmark

Sådan med ATP og folkepension

For ATP og dansk folkepension er situationen lidt anderledes. De udbetalinger kan beskattes i Danmark, ifølge den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Men der skal også betales skat i Frankrig. Den franske skat er formentlig mindre end den danske.

Og så kan pensionisten få den franske skat modregnet i den danske skat. Han kommer altså ikke til at betale dobbelt skat.

Sådan med tjenestemandspension

Om tjenestemandspension fastslår Skatterådet, at Danmark har beskatningsretten. Det følger af den nye aftale mellem Danmark og Frankrig.

Reglerne om dobbeltbeskatning er forskellige fra land til land. Derfor skal seniorer på forhånd undersøge bestemmelserne i forhold til det land, hvor de tænker på måske at flytte hen permanent.

Det gør de ved at kontakte Skattestyrelsen. Her kan de ikke bare få at vide, hvad der gælder for eksempelvis tjenestemandspensioner, men også for udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger.

Læs hele svaret fra Skatterådet i den aktuelle sag

Slip for pensionsafkastskat

Ved bopæl i mange lande er det muligt at slippe for at betale dansk pensionsafkastskat. Det gøres ved at sende en blanket til Skattestyrelsen.

Hvis der ikke er en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det land, som en dansk senior flytter til, så beskatter Danmark udbetalinger fra pensionsordninger. Det sker ud fra den filosofi, at pensionsindbetalingerne ofte har givet fradrag i Danmark.

Først publiceret: tirsdag 11. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 13. marts 2025 kl. 10:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.