Advarsel fra politiet: Pas på “nødstedte” trafikanter på motorvejen
Personer i udenlandske biler forsøger at lokke bilister til at standse - det kan ende med svindel eller tyveri
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
En anmeldelse til politiet mandag eftermiddag har fået alarmklokkerne til at ringe: En bilist på Sydmotorvejen ved Lundby blev vinket ind af personer i en udenlandsk bil, der gestikulerede ivrigt for at få hjælp.
Men det, der kunne ligne en nødsituation, var sandsynligvis noget helt andet.
Guld og pengebytte
Ifølge politiet er det langt fra første gang, at denne type hændelser er blevet anmeldt.
I flere tilfælde viser det sig, at de påståede nødstedte personer forsøger at narre godhjertede trafikanter – enten ved at tilbyde udenlandsk valuta i bytte for danske kontanter eller ved at forsøge at sælge “guld”, som ofte viser sig at være værdiløst.
“Det er desværre sket, at folk er blevet snydt for store beløb – og i nogle tilfælde endda bestjålet,” advarer politiet.
Kør videre
Derfor lyder opfordringen klart: Kør videre, medmindre det tydeligt fremgår, at der er tale om en reel nødsituation. Og hvis du er i tvivl, så kontakt politiet i stedet for selv at standse.
“Det er med stor sandsynlighed ikke på landevejen, man gør en god guldhandel,” lyder det tørt fra politiet.
Har du oplevet en lignende episode, eller er du blevet kontaktet af personer, der forsøgte at stoppe dig under påskud af nød, så kontakt politiets servicecenter på telefon 114.
Hjælp med at advare andre
Du kan gøre andre opmærksom på risikoen for landevejs-svindel ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Sådan spotter du landevejs-svindel
Sådan spotter du, at det sandsynligvis kan være svindel, hvis du bliver forsøgt vinket ind til siden af fremmede:
- Vær skeptisk over for personer i nød, der tilbyder “guld” eller udenlandsk valuta
- Stands aldrig, hvis du er usikker – ring til politiet i stedet
- Undgå at give kontanter eller personlige oplysninger
- Notér bilens nummerplade, hvis muligt, og anmeld det til politiet
Først publiceret: tirsdag 8. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 12:33