Politiet advarer nu om en ny og alvorlig bølge af bedrageri målrettet ældre.

Ny stribe af svindel rammer ældre: Bedraget for titusindvis af kroner

Telefonen ringer – og kortet forsvinder: Ældre bliver svindlet på stribe i ny bølge af bedragerier.

Senest opdateret: mandag 4. august 2025

En mand fra politiet. En kvinde fra banken. Og endnu en falsk opringning fra Rigspolitiet.

Tre ældre kvinder fra Roskilde er i løbet af blot ét døgn blevet narret af kyniske svindlere, der udgiver sig for at være myndighedspersoner.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Svindlerne fik adgang til ofrenes dankort – og hævede tilsammen næsten 50.000 kroner.

Midt- og Vestsjællands Politi advarer nu om en ny og alvorlig bølge af bedrageri målrettet ældre.

81-årig: Ringet op af “mand fra banken”

Det begyndte mandag, da en 81-årig kvinde ved middagstid blev ringet op af en kvinde, der udgav sig for at være fra banken. Hun fortalte, at der blev trukket penge fra kvindens konto, og at en bankmand ville komme og hente hendes kort.

Politiet skal stadig afhøre kvinden for at få klarhed over, hvad der præcis er sket – men metoden ligner til forveksling tidligere sager.

80-årig: Bedraget for 15.000 kroner

Senere samme dag blev en 80-årig kvinde udsat for endnu et svindelnummer.

Hun blev kontaktet af en mand, der sagde, at han var fra Rigspolitiet. Ifølge ham var der optaget et lån i kvindens navn, og hun blev derfor bedt om at “opdatere” sit MitID.

Kort efter dukkede to mænd op og hentede hendes dankort. Før det blev spærret, lykkedes det dem at hæve 15.000 kroner.

79-årig: Hævede 32.000 kroner

Og natten til tirsdag kom endnu en anmeldelse.

En 79-årig kvinde og hendes mand blev begge franarret deres kort, efter en mand udgav sig for at være fra politiet. Her nåede svindlerne at hæve 32.000 kroner.

Kvinden har beskrevet de formodede gerningsmænd som to mænd, cirka 2 meter høje og kraftige af bygning. Den ene bar lys langærmet bluse og hvide sko, mens den anden var iført mørk jakke.

Politiet advarer igen

Ifølge politiet er der tale om en bekymrende stigning i antallet af sager, hvor ældre bliver bedraget.

Og det sker på samme snedige måde som tidligere: Svindlerne udgiver sig for at være fra banker, politiet eller offentlige myndigheder og forsøger at opnå tillid for at få fat i kort, MitID eller kontooplysninger.

Politiet understreger, at hverken bank eller politi nogensinde ringer for at hente kort eller bede om personlige koder.

Smid røret på

Hvis man bliver ringet op af nogen, man ikke kender – og som vil have betalingskort eller adgang til koder – så læg røret på med det samme.

Samtidig opfordrer politiet pårørende til ældre borgere til at tage en snak om risikoen.

Et godt råd er at kontakte sit teleselskab og få hemmeligt eller udeladt telefonnummer.

“Det er afgørende, at vi taler med vores ældre – ikke bare én gang, men igen og igen. Svindlerne bliver dygtigere, og historierne lyder mere og mere overbevisende,” lyder det fra politiet.

Sådan beskytter du dig mod svindel

* Politiet eller banken henter aldrig dit kort
* Udlevér aldrig MitID, koder eller kortoplysninger
* Vær skeptisk over for uventede opkald – læg på
* Få hemmeligt nummer
* Tal med dine nærmeste om risikoen

Er du blevet snydt?

Kontakt politiet med det samme på telefon 114. Jo hurtigere du reagerer, jo større er chancen for at begrænse skaden – og hjælpe politiet med efterforskningen.

OBS: Tilmeld dig webinar om digital sikkerhed hos SeniorTryg – det er gratis. Klik her

Hjælp med at advare andre

Du kan gøre andre opmærksom på svindlen ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: onsdag 9. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 12:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen