
Finanslov: Billigere el, mad og bøger – og større fradrag til seniorer
Finanslovsaftalen for 2026 indebærer lavere afgifter, billigere madservice og et forhøjet beskæftigelsesfradrag for seniorer fem år før pension.
Senest opdateret: mandag 27. oktober 2025
Finanslovsaftalen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti for 2026 indebærer markante ændringer, der både skal lette husholdningernes faste udgifter og give flere seniorer økonomisk gevinst.
Aftalen gennemføres på baggrund af en stærk dansk økonomi med overskud på de offentlige finanser og rekordhøj beskæftigelse. Samlet set indebærer finansloven skatte- og afgiftslempelser for omkring 11 milliarder kroner i 2026.
Større beskæftigelsesfradrag for seniorer
For seniorer bliver et af de vigtigste elementer en forhøjelse og udvidelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag.
Fradraget udvides fra to til fem år før folkepensionsalderen, så det fremover gælder for personer i alderen 62 til 66 år. Samtidig øges satsen betydeligt:
Fradragssatsen forhøjes fra 1,4 til 8,5 procent i 2026–2028
Det maksimale fradrag stiger fra 6.100 kroner til 37.000 kroner i 2026–2028
I 2026 betyder det en skattelettelse på op til 7.950 kroner for en senior i arbejde i en gennemsnitskommune.
Lavere elafgift og lavere madudgifter
Alle husholdninger får lavere udgifter til el.
Aftalen indebærer, at elafgiften for private i både 2026 og 2027 sænkes til EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh.
Ifølge Finansministeriet svarer det til en besparelse på cirka 3.600 kronr om året for en husstand med et elforbrug på 4.000 kWh.
Derudover afsættes der 200 millioner kroner årligt fra 2026 og frem til at nedsætte egenbetalingen for kommunal madservice til ældre og personer med handicap.
En enlig pensionist, der får mad leveret dagligt fra kommunen, vil kunne spare omkring 4.750 kroner årligt.
Afgifter fjernes og nulmoms på bøger
Finansloven gennemfører den største sanering af punktafgifter på dagligvarer i mere end ti år.
Afgifterne på kaffe, chokolade og sukkervarer fjernes helt fra 2026, hvilket ventes at reducere priserne og samtidig lette administrationen for virksomheder og Skatteforvaltningen.
Fra 1. juli 2026 fjernes desuden momsen på bøger, herunder trykte bøger, e-bøger og lydbøger.
Danmark lægger sig dermed på linje med lande som Sverige og Irland, hvor der allerede er nulmoms på bøger.
Ret til sorgorlov og styrket ældrepleje
Aftalen indeholder også en ny ret til 12 ugers sorgorlov for efterladte forældre med mindreårige børn. Ordningen træder i kraft i 2027 og finansieres med 5 millioner kroner i 2026 og 45,7 millioner kroner årligt derefter.
Der afsættes desuden 20 millioner kroner årligt til velfærdsteknologi i ældreplejen, som led i den nationale strategi for at udbrede teknologiske løsninger, der kan understøtte både medarbejdere og borgere i hjemmeplejen.
Udskydelse af højere afgift på elbiler
Den planlagte forhøjelse af registreringsafgiften for elbiler udskydes ét år. Dermed videreføres de nuværende satser fra 2025 i 2026.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Formålet er at understøtte udbredelsen af elbiler, samtidig med at en ny ekspertgruppe skal analysere fremtidens bilbeskatning. Eksperterne skal blandt andet vurdere, om en permanent afskaffelse af registreringsafgiften for elbiler kan gennemføres.
Samlet økonomisk effekt
Finansministeriet har udarbejdet beregninger for, hvordan ændringerne påvirker forskellige typer af husholdninger. En typisk husstand med to voksne og bolig forventes at få en samlet lettelse på omkring 8.500 kroner i 2026.
For mange seniorer og pensionister vil effekten være mindre, men flere elementer – især lavere elafgift, billigere madservice og bortfald af punktafgifter – kan tilsammen give en reel lettelse i hverdagsøkonomien.
Den store gevinst er for seniorer på 62 år, der arbejder frem til folkepensionsalderen, som får gavn af det udvidede beskæftigelsesfradrag for seniorer.
Hovedpunkter i finansloven for 2026
Ændringer med betydning for seniorer og husholdninger
-
Elafgift sænkes til 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027
-
Nedsat egenbetaling for madservice for ældre og socialt udsatte
-
Udvidelse og forhøjelse af beskæftigelsesfradrag for seniorer (62–66 år)
-
Afskaffelse af afgifter på kaffe, chokolade og sukkervarer
-
Moms på bøger fjernes fra 1. juli 2026
-
Ret til 12 ugers sorgorlov fra 2027
-
Udskydelse af højere registreringsafgift for elbiler
Først publiceret: fredag 24. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:03


