En stilfuld ældre mand med gråt skæg bærer en skinnende, tigerstribet skjorte og røde solbriller, mens han holder en rød retroradio på skulderen mod en lyseblå baggrund, hvilket giver liv til tidligere tiders radioudseende i en levende scene.

For første gang får danskerne adgang til DR’s radiosendeflade fra 1989 til 2005. I arkivet er der udsendelser helt tilbage fra 1930'erne.

Tidligere tiders radio bliver levende igen

Et kvart århundredes dansk radiohistorie bliver nu tilgængelig for alle – med kendte stemmer, glemte udsendelser og tusindvis af timer fra DR’s arkiv.

Senest opdateret: fredag 19. december 2025

Morgennisser, Mads og Monopolet og satire fra Tæskeholdet. Nu åbner Det Kgl. Bibliotek dørene til en lydskat fra 1989 til 2005, hvor danskerne for første gang kan genhøre 760.000 radioudsendelser fra DR’s arkiver.

Radioen var samlingspunktet i mange danske hjem – fra kaffeduften ved køkkenbordet til aftenens satire og debat. Nu bliver de kendte stemmer og lyde fra dengang gjort tilgængelige i en digital guldgrube, som enhver kan søge i via Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

“Radioen har gennem generationer været danskernes fælles lydspor – fra morgenradio i køkkenet til satire, debat og musik, der har samlet os på tværs af landet. Derfor er det helt særligt, at vi nu kan give offentligheden adgang til så mange timers radiohistorie. Det er stemmer, øjeblikke og fortællinger, som har formet vores fælles forståelse af verden,” siger direktør for Det Kgl. Bibliotek, Bente Skovgaard Kristensen.

Danskernes mediearv

Udsendelserne spænder fra P1’s samfundsdebatter og P2’s klassiske musik til P3’s ungdomsprogrammer i 1990’erne.

Det er første gang, optagelserne fra den såkaldte DAT-samling bliver digitaliseret og gjort søgbare.

Arbejdet har krævet både teknik og tålmodighed. Bibliotekets medarbejdere har klippet tusindvis af sendeflader op i enkeltprogrammer ved hjælp af data fra DR’s programoversigter og Ritzau.

Det er den største udvidelse af DR-arkivet siden lanceringen i marts 2025 – og en vigtig milepæl i arbejdet med at bevare danskernes mediearv.

De første udsendelser ligger allerede klar, mens resten ruller ind de kommende uger på Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv.

Find din yndlingsudsendelse fra dengang HER

Fakta: Arkiv helt tilbage fra 1930’erne

  • DR-arkivet blev åbnet i marts 2025 og rummer allerede tusindvis af radio- og tv-programmer.

  • Den nye samling dækker DR’s sendeflader fra 1989 til 2005 – blandt andet P1, P2 og P3.

  • Arkivet udvides løbende og forventes i 2026 at indeholde radio helt tilbage til 1930’erne og tv fra 1950’erne.

  • Initiativet er en del af medieaftalen 2023-2026, som skal give offentligheden adgang til Danmarks medie- og kulturarv.

  • En licensaftale med Copydan Arkiv og DR sikrer, at rettighedshavere bliver kompenseret.


Først publiceret: mandag 15. december 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 19. december 2025 kl. 12:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen