En kvinde med rødligt hår iført brun frakke og gult tørklæde sidder i en bus med sin smartphone i hånden og kigger eftertænksomt ud af vinduet - måske tjekker hun sin rejseapp eller digitale billet, mens hun rejser.

Skal du på farten med kollektiv transport skal du fremover bruge Rejsekort-appen eller Rejsebillet-appen. Vil du ikke bruge digitale løsninger, kommer der i løbet af 2026 et nyt såkaldt basiskort.

Populær app til rejser lukker: Her skal du købe billet fremover

DOT billetter-appen lukker. Nu skal digitale billetter til bus, tog og metro købes i andre apps. Se her, hvad ændringen betyder for dig.

Senest opdateret: fredag 19. december 2025

Fra tirsdag16. december er det slut med at købe billetter i DOT Billetter-appen. Efter seks år er appen lukket, og fremover skal digitale billetter og pendlerkort til bus, tog, letbane og metro købes i Rejsebillet-appen eller via Rejsekort-appen.

Alle billettyper er allerede flyttet over i de nye løsninger. Det gælder Ungdomskort, Pendlerkort, Pendler20, Erhvervskort, Enkeltbillet, City Pass, Eventbillet og 12-timersbillet.

Dermed er overgangen nu fuldt gennemført.

Ifølge DOT handler lukningen om at samle billetkøb i færre, landsdækkende løsninger.

”Nu har vi nået vores mål om at samle kunderne i fælles løsninger. Det gør det nemmere for passagererne og mere effektivt for trafikselskaberne. Med Rejsebillet og Rejsekort-app er det nu muligt at købe billet eller checke ind fra mobilen i hele Danmark,” siger Stine Sander, formand for DOT og direktør for kunder og kommunikation i Movia.

To apps dækker hele landet

Rejsebillet-appen bruges til at købe billetter og pendlerkort til kollektiv transport i hele Danmark. Her kan man blandt andet købe enkeltbilletter og pendlerkort direkte på mobilen.

Fremover kan du rejse på disse måder

DOT billetter-appen er lukket. Fremover kan du rejse på følgende måder:

Rejsebillet-appen
Køb billetter og pendlerkort til bus, tog, metro og letbane i hele landet.

Rejsekort-appen
Check ind og ud på rejsen med mobilen.

Basiskort
Et fysisk rejsekort uden app. Bliver lanceret i 2026 og erstatter det fysiske Rejsekort, der lukker i maj 2026.

DOT Billetter-appen kan bruges til trafikinformation frem til 31. december.

Guides findes på dinoffentligetransport.dk/skiftapp.

Rejsekort-appen er et alternativ for dem, der foretrækker at checke ind og ud på rejsen, ligesom med det fysiske rejsekort. Appen har allerede over to millioner brugere.

DOT Billetter-appen lukker for selve billetsalget den 16. december, men kan fortsat bruges til trafikinformation frem til 31. december.

Hvad betyder det for dig som passager?

Hvis du tidligere har brugt DOT Billetter-appen, skal du fremover hente enten Rejsebillet-appen eller Rejsekort-appen for at kunne rejse med kollektiv transport via mobilen.

DOT oplyser, at der findes guides til både Rejsebillet og Rejsekort-appen, som trin for trin viser, hvordan man kommer i gang.

Guiderne kan findes på dinoffentligetransport.dk/skiftapp.

Nyt kort til dig der vil have det fysisk

Lukningen af DOT Billetter-appen får umiddelbart ingen betydning for det kommende basiskort.

Basiskort er et fysisk rejsekort uden app og smartphone. Basiskort lanceres i starten af 2026 i god tid før det fysiske Rejsekort lukker i maj 2026.

DOT

DOT er et samarbejde mellem DSB, Movia, Metroselskabet og Hovedstadens Letbane og står for kundeservice, trafikinformation og billetsystemer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Først publiceret: tirsdag 16. december 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 19. december 2025 kl. 12:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen