Falsk hjemmehjælper forsøgte at narre ældre kvinde
Politiet efterforsker et forsøg på bedrageri mod en ældre kvinde, der fik besøg af en falsk hjemmehjælper.
Senest opdateret: mandag 19. januar 2026
En ældre kvinde i Karlslunde blev tirsdag udsat for et forsøg på bedrageri, da en fremmed kvinde ringede på døren og udgav sig for at være fra hjemmeplejen.
Den fremmede kvinde præsenterede sig som hjemmehjælper, og de to kvinder talte kort sammen i stuen. Herefter bevægede den påståede hjemmehjælper sig rundt i boligen. Da den ældre kvinde blev vred og konfronterede hende, forlod kvinden stedet.
Der er umiddelbart ikke stjålet noget.
Den falske hjemmehjælper beskrives som kvinde, 30-40 år, 165-170 centimeter høj, lys i huden og med langt brunt hår. Hun talte dansk med accent, medbragte en rød paraply og var iført en lang frakke, muligvis i pels.
Politiet efterforsker sagen og opfordrer borgere, der har set eller haft kontakt med kvinden, til at henvende sig.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: mandag 19. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. januar 2026 kl. 12:55