
Penge er på vej fra fredag: Men pas på denne fælde
Skal du have penge tilbage i skat, sker det fra fredag 24. april. Se hvordan det sker - og pas på svindel.
Senest opdateret: lørdag 25. april 2026
Fredag 24. april begynder udbetalingen af overskydende skat. For mange danskere betyder det penge ind på kontoen. Men samtidig advarer myndighederne om en bølge af svindel, hvor kriminelle forsøger at narre borgere.
Ifølge Skattestyrelsen sender myndighederne aldrig mails eller sms’er, hvor de beder om bankoplysninger eller kreditkortdata.
Pengene bliver automatisk udbetalt til din NemKonto. Du skal ikke gøre noget.
Sådan foregår svindlen
Svindlerne sender typisk en mail eller sms, der ligner en officiel besked fra skat. Her kan der stå, at du har penge til gode, og at du skal klikke på et link for at få dem udbetalt.
Men det er falsk.
Formålet er at få dig til at udlevere personlige oplysninger eller kortoplysninger.
Henvendelser fra Skat vil udelukkende ske gennem digital post eller brev, hvis du er fritaget.
Tegn på en falsk besked
Der er flere klare tegn, du kan holde øje med:
- Der er et direkte link til login
- Der står et konkret beløb, du får tilbage
- Sproget er er ofte dårligt eller virker maskinoversat
- Du bliver presset til at handle hurtigt
Hvad skal du gøre?
Hvis du modtager en mistænkelig mail eller sms:
- Slet beskeden uden at klikke
- Gå selv ind på skat.dk ved at skrive adressen i browseren
- Log på med MitID og tjek dine oplysninger
Hvis du allerede har klikket
Har du udleveret oplysninger, skal du reagere hurtigt:
- Kontakt din bank og få spærret kortet
- Kontakt politiet
Advarer også mod MobilePay-svindel
Der er også eksempler på svindel via betalingsanmodninger, hvor afsenderen udgiver sig for at være skat.
Men Skattestyrelsen sender aldrig opkrævninger via MobilePay. Får du en sådan anmodning, skal du afvise den.
Pas på falske opringninger fra Skat
Henvendelser kan også ske ved en opringning, hvor en person udgiver sig for at være fra Skat. Vedkommende vil bede om kortnummer, koder og kontonummer og for eksempel påstå, at pengene er sat på en forkert konto og derfor skal oplysningerne bruges til at sætte penge ind på den “rigtige” konto.
Skat vil aldrig ringe og bede om oplysninger som ovenstående. Det bedste råd: Afbryd forbindelsen.
Pengene kommer automatisk
Skattestyrelsen oplyser, at udbetalingen af overskydende skat sker automatisk fra 24. april på din NemKonto.
I nogle tilfælde kan der gå længere tid. Det gælder blandt andet:
- Hvis du mangler at udfylde oplysningsskema
- Hvis beløbet er stort
- Hvis der skal modregnes gæld til det offentlige
Har du under 200 kroner til gode, bortfalder beløbet efter tre måneder, hvis det ikke kan udbetales.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: tirsdag 21. april 2026
Artiklen er sidst opdateret lørdag 25. april 2026 kl. 23:00


