FDM har mandag stævnet det private parkeringsselskab Oparko. Det sker, efter Oparko har fastholdt en parkeringsafgift til et FDM-medlem, selv om Parkeringsklagenævnet i flere lignende sager har afgjort, at den type afgifter er ugyldige.
Sagen handler om parkeringsafgifter, hvor vigtige oplysninger ikke står direkte på afgiften. I stedet skal bilisten scanne en QR-kode for at se oplysninger om forseelsen, afgiftens størrelse og bilens nummerplade.
Ifølge FDM lever afgifterne derfor ikke op til de gældende krav.
Otte sager er afgjort
Parkeringsklagenævnet har i otte ens sager om QR-koder allerede underkendt afgifterne.
Alle sagerne handler om p-afgifter udstedt af Oparko i perioden maj 2023 til juni 2024.
”Parkeringsklagenævnets afgørelser er meget klare og ikke til at tage fejl af. Alligevel fortsætter Oparko sin praksis i strid med nævnets afgørelser. Derfor har vi nu stævnet Oparko med krav om, at de skal anerkende, at deres afgifter ikke lever op til reglerne og dermed er ugyldige. Det spørgsmål vil vi nu have retten til at tage stilling til,” siger advokat i FDM Michael Ern Nielsen.
Vil have hurtig afklaring
Oparko har tidligere fastholdt, at Parkeringsklagenævnet i andre sager har anerkendt Oparkos QR-kode-afgifter.
Det afviser Parkeringsklagenævnet ifølge FDM. Oparko har heller ikke dokumenteret sin påstand.
”Derfor går vi nu direkte til domstolene for at få en hurtig afklaring, det er der brug for. Det må også være i Oparkos interesse en gang for alle at få spørgsmålet om p-afgifterne med QR-koder afklaret ved domstolen,” siger Michael Ern Nielsen.
Normalt henviser FDM klager over parkeringsafgifter til Parkeringsklagenævnet.
Men ifølge FDM har nævnet allerede taget stilling til spørgsmålet om afgifter med QR-kode. Derfor vil FDM nu have domstolene til at afgøre, om Oparkos afgifter er ugyldige.