
Kvinder udgav sig for at være rengøringshjælp: Stjal fra 94-årig og 87-årig
To kvinder udgav sig for at komme fra rengøringen hos en 94-årig og en 87-årig. Mens den ene gjorde rent, kunne den anden bevæge sig rundt i boligen. Efter besøgene manglede der kontanter, smykker og et
Senest opdateret: fredag 10. juli 2026
To ældre kvinder i Nordsjælland fik stjålet værdier, efter at de havde lukket to kvinder ind, som påstod, at de skulle gøre rent.
En 94-årig kvinde fra Snekkersten fik torsdag morgen besøg af to kvinder. De fortalte, at de kom fra det rengøringsfirma, der normalt gjorde rent hos hende.
Efter at kvinderne havde forladt boligen, opdagede den 94-årige, at der manglede penge fra hendes pung.
Hun kontaktede politiet næste morgen og anmeldte tyveriet.
Støvsugede som afledning
Kort tid efter modtog politiet en lignende anmeldelse fra en 87-årig kvinde i Helsingør. Hun havde også haft besøg af to kvinder, som sagde, at de skulle gøre rent i hendes hjem.
Den ene kvinde begyndte at støvsuge, mens den anden gik ind i et andet værelse.
Kort efter forlod begge kvinder lejligheden. Bagefter opdagede den 87-årige, at hun manglede smykker og et ur.
Politiet oplyser ikke, om de samme to kvinder kan stå bag begge tyverier.
Sådan undgår du falske rengøringsfolk ved døren
Luk ikke personer ind, hvis besøget ikke er aftalt.
Bed om navn og legitimation, men stol ikke alene på et kort eller arbejdstøj.
Ring selv til rengøringsfirmaet eller kommunen på det nummer, du plejer at bruge. Brug ikke et telefonnummer, som personen ved døren giver dig.
Lad døren forblive lukket, mens du undersøger, om besøget er ægte.
Aftal gerne med rengøringsfirmaet, at du altid får besked på forhånd, hvis der kommer andre medarbejdere end normalt.
Lad aldrig en fremmed gå alene rundt i boligen. Kriminelle arbejder ofte sammen, så den ene afleder opmærksomheden, mens den anden leder efter værdier.
Opbevar ikke pung, kontanter, smykker og ure synligt eller let tilgængeligt.
Er personerne stadig på stedet eller netop flygtet, skal du ringe 112. Er de væk, skal tricktyveriet anmeldes på 114.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: fredag 10. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 10. juli 2026 kl. 13:11


