Udenlandske håndværkere opsøger for øjeblikket husejere med et godt tilbud på at rense tagrender eller fliser. Men det skal du sige nej til, lyder advarslen fra politiet.

Nu i Danmark: Politiet advarer mod engelske fup-håndværkere

Politiet advarer mod engelsktalende fuphåndværkere, som opsøger borgere i deres hjem. Sig nej til tilbuddene, og ring 114, hvis du bliver kontaktet.

Senest opdateret: fredag 24. juli 2026

Flere steder i landet melder politiet om engelsktalende mænd, der tilbyder at male tage eller lægge asfalt. Det er en kendt og ulovlig fremgangsmåde, som ofte ender i konflikt om prisen eller kvaliteten af arbejdet.

Senest blev en 54-årig mand i Furesø torsdag eftermiddag opsøgt af tre mænd, som talte engelsk med accent.

De tilbød at male hans tag, og det sagde han ja til.

Efter nogle timers arbejde krævede mændene 42.000 kroner. Efter en diskussion blev prisen sat ned til 25.000 kroner, som manden betalte via en udenlandsk kortterminal.

Da mændene var kørt fra huset i en sort stationcar, opdagede han, at taget ikke var blevet malet som aftalt.

Flere henvendelser på Fyn

Politiet har også fået flere henvendelser fra borgere på Fyn, som er blevet opsøgt hjemme af engelsktalende asfaltarbejdere i udenlandske biler.

De har tilbudt at udføre asfaltarbejde. Politiet opfordrer borgerne til at afslå tilbuddet, så de ikke ender i en konflikt om prisen eller arbejdets kvalitet.

Kvinder afviste – så blev de fornærmet

Mandag fik en kvinde i Egedal besøg af to mænd, som tilbød at rense taget på hendes hus.

Kvinden afviste tilbuddet. Det fik ifølge Nordsjællands Politi de to engelsktalende ”håndværkere” til at reagere fornærmet.

Mændene kørte i en hvid varevogn.

Også i Hørsholm havde en borger uventet besøg af engelsktalende mænd. Her tilbød de at udføre have- og flisearbejde. Beboeren sagde også nej tak.

Kan ende med en voldsom regning

Fuphåndværkere tilbyder typisk at rense et tag, lægge fliser, ordne en indkørsel, beskære træer eller udføre andre mindre opgaver.

Tilbuddet kan lyde billigt, og håndværkerne hævder måske, at de har materialer tilovers fra et andet arbejde i nærheden.

Men arbejdet kan være dårligt eller unødvendigt, og den endelige regning kan blive langt større end den pris, der først blev nævnt. Samtidig kan det være vanskeligt at klage eller få fejl rettet, hvis virksomheden ikke kan spores.

Bliver du kontaktet, kan du ringe til politiet på 114.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Først publiceret: fredag 24. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 24. juli 2026 kl. 12:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form