
71 år og langt fra færdig: Søren Kaster skiftede arbejdslivet ud med en græsk drøm
Den tidligere tv-vært Søren Kaster var ikke klar til at læne sig tilbage, da han nåede pensionsalderen. Som 71-årig har han sammen med sin hustru Josefine Kilian skabt et refugium på den græske ø Andros. Og han har et klart råd til andre, der står foran tredje kapitel i livet. Se video.
Senest opdateret: fredag 28. august 2026
Søren Kaster har ikke haft lyst til at geare ned og puste ud, selv om han for længst har nået pensionsalderen.
Efter mange år i tv- og kommunikationsbranchen solgte han i slutningen af 2022 sin andel af kommunikationsbureauet LEAD Agency.
Men i stedet for et stille pensionistliv i Hornbæk rettede han blikket mod et helt nyt projekt – i Grækenland.
Tro på dig selv og din idé
De græske øer har gennem mange år været et sted, hvor Søren Kaster har fundet ro og inspiration. Derfor voksede tanken om at skabe et sted, hvor andre kunne opleve noget af det samme.
Valget faldt på Andros, der ligger et par timers sejlads fra Athen.
Her har han sammen med sin hustru Josefine Kilian skabt Karma Lia – en stor villa med gæstehuse, pool og tennisbane, der skal danne ramme om ophold, kurser og retreats.
Et af de kommende kurser henvender sig netop til seniorer, der står over for det skifte i livet, Søren Kaster selv har været igennem.
Titlen er ”Hvad skal der ske i dit 3. kapitel?”
Her kan Søren Kaster trække på sine egne erfaringer. Og han har et klart råd til andre, der overvejer, hvad den næste del af livet skal indeholde:
”Forfølg dine drømme. Hold fast i din idé og tro på den, også selv om den ikke er let at realisere. Find de relationer, der kan stimulere din vej mod målet.”
Kærligheden blev en del af drømmen
For Søren Kaster blev den vigtigste relation på vejen mod målet Josefine Kilian, som han mødte, mens projektet stadig var under udvikling.
Hun engagerede sig i planerne, og siden blev de gift. Brylluppet blev holdt på Karma Lia.
Josefine Kilian er 35 år yngre end Søren Kaster og står derfor et andet sted i livet. Alligevel blev hans drøm også hendes.
”Dette er en drøm, jeg ikke har turdet drømme alene. Så kærlighed har været en stor del af motivet og en stor drivkraft for mig,” fortæller Josefine Kilian.
Og Søren Kaster tilføjer:
”Uden Josefine har projektet ikke kunnet lade sig gøre.”
Investorer har bidraget
Søren Kaster erkender samtidig, at det er privilegium overhovedet at have mulighed for at forfølge så omfattende en drøm.
For ud over helbred, energi og gåpåmod kræver et projekt som Karma Lia også penge.
Det er da heller ikke kun Søren Kaster og Josefine Kilian, der har investeret i stedet. Projektet kunne ikke være realiseret uden økonomisk hjælp udefra.
”Det lykkedes at samle en gruppe investorer, der tror på projektet. Så det er klart, at det skal løbe rundt og med tiden også gerne give overskud.”
Et nyt kapitel i Grækenland
Nu har parret flyttet en stor del af deres liv til den græske ø.
Det har naturligvis en pris. De er længere væk fra familie, venner, børn og børnebørn.
Til gengæld har Søren Kaster fået mulighed for at gøre noget, som mange måske drømmer om, men færre fører ud i livet: i en fremskreden alder at starte forfra.
For Søren Kaster blev pensionsalderen derfor ikke afslutningen på arbejdslivet.
Den blev begyndelsen på noget nyt.
FAKTA: Karma Lia
Karma Lia er en villa med tilhørende gæstehuse på i alt 550 kvadratmeter, beliggende på en 10.000 kvadratmeter stor grund på en bjergskråning nær fiskerbyen Korthi på den græske ø Andros.
Ejendommen er omgivet af oliven- og citrustræer og rummer blandt andet pool, privat tennisbane og et stort BBQ-område.
Der afholdes kurser og retreats inden for blandt andet ledelseskommunikation og yoga samt samtaler med forfattere og andre profiler om potentiale, drømme og personlig udvikling.
Et kommende kursus har titlen ”Hvad skal der ske i dit 3. kapitel?”
Link: https://www.karmaliaandros.com/
FAKTA: Søren Kaster
Søren Kaster har en lang karriere inden for både tv og kommunikation bag sig.
Han har blandt andet været studievært på TV Avisen samt vært på 21 Søndag og Uopklaret.
I 1995 skiftede han til TV 2, hvor han frem til 2000 blandt andet var vært på Jeopardy! og Go’ morgen Danmark.
Senest har han været direktør og medejer af kommunikationsbureauet LEAD Agency.
Først publiceret: tirsdag 25. august 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 28. august 2026 kl. 16:00


