CPR-læk i ti dage: Minister erkender svigt i sikkerheden
Uvedkommende fik adgang til navne, adresser og CPR-numre på 8,8 millioner personer gennem en mindre dansk virksomhed. Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) erkender, at sikkerheden svigtede: “Det burde ikke kunne ske.”
Senest opdateret: mandag 5. oktober 2026
Uvedkommende fik gennem omkring ti dage i september adgang til CPR-oplysninger om 8,8 millioner personer ved at misbruge en mindre dansk virksomheds adgang til Det Centrale Personregister (CPR).
Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Ritzau, efter at myndighederne mandag har offentliggjort, at uvedkommende har fået adgang til oplysninger om levende, døde, udrejste og andre personer.
“Det er tydeligt for mig, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring denne virksomheds adgang til CPR ikke har været gode nok,” siger hun.
Oplysningerne omfatter blandt andet navne, adresser og CPR-numre. Der er seks millioner borgere i Danmark, men oplysningerne omfatter både levende, døde og personer, der er flyttet til udlandet.
Ifølge ministeren blev den usædvanlige aktivitet opdaget af en medarbejder i CPR-administrationen fredag 2. oktober. Lørdag tegnede der sig et tydeligere billede af, at der var tale om en sikkerhedshændelse.
“Det er en alvorlig hændelse. Det burde ikke kunne ske. Det er sket, og det må vi så agere efter og håndtere,” siger Christina Egelund.
Adgang er nu lukket
Virksomheden havde lovlig adgang til at søge oplysninger i CPR, men adgangen blev misbrugt af uvedkommende. Den er nu lukket.
Ministeren erkender, at de røde lamper burde lyse, når det er sket over så lang en periode.
“Det er jeg enig i. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det også er tydeligt for mig, at de sikkerhedsforanstaltninger, som bør være omkring denne type adgang, ikke har været solide nok,” siger hun
Hun vil af hensyn til efterforskningen ikke fortælle mere om, hvorvidt myndighederne har indsigt i, om virksomhederne har kriminelle hensigter.
“Det kan jeg ikke kommentere af hensyn til den pågående efterforskning,” siger hun.
Først publiceret: mandag 5. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 5. oktober 2026 kl. 15:31