Kom til foredrag med Tom og Joan fra “Hotel Romantik”

Senest opdateret: torsdag 8. oktober 2026

Som ung spekulerer man over, hvad man vil opnå i livet.

Nogle kan endda komme til at betragte det at blive gammel som om, at man så opnår en form for slutmål.

De fleste seniorer vil dog vide, at det slet ikke er sådan, livet hænger sammen. Livet er nemlig altid skiftende og ofte uforudsigeligt.

Uforudsete problemstillinger og udfordringer kan dukke op, hvilket kan være med til at vende hele vores liv og hverdag på hovedet.

Det kan eksempelvis være, at man er blevet alene efter at have levet årtier sammen med en ægtefælle eller partner.

Det kan også være, at sygdom på den ene eller anden måde har gjort, at man har måttet indstille sig på, at livet ikke længere er, som det plejede at være.

Begge problemstillinger er noget, som Joan og Tom kan nikke genkendende til, og nu har du mulighed for at komme til foredrag, hvor de ærligt sætter ord på dem.

En aften om at miste – og om at genfinde sig selv

Joan er 65 år og blev kendt af et bredt publikum gennem sin medvirken i “Hotel Romantik”. Hendes historie er præget af både personlige udfordringer og en livslang rejse mod erkendelse, selvforståelse og kærlighed.

Hun fortæller åbent om:

  • En svær barndom og følelsen af skam
  • Hvordan mangel på moderlig støtte har præget hendes liv
  • Hvordan det har påvirket hendes valg af partnere
  • Hvorfor hun søgte ind i Hotel Romantik
  • Hvad hun lærte om sig selv – og om kærlighed i seniorlivet

Joan har en baggrund i det pædagogiske felt og et dybt kendskab til, hvorfor vi mennesker reagerer, som vi gør. Hun deler generøst ud af sin viden, altid med humor, varme og autenticitet. Hun har desuden medvirket i flere podcasts og interviews i bl.a. Alt for Damerne og Familie Journalen.

Tom Ammitzholt er født i Tyskland i 1952 og har en livshistorie, der spænder fra en dramatisk start til et rigt og mangfoldigt voksenliv.

Han fortæller om:

  • At være plejebarn og vokse op uden kontakt til sin biologiske familie
  • Et arbejdsliv der har bragt ham rundt i verden
  • At uddanne sig hele livet – også nu, hvor han går på universitetet
  • At finde kærligheden, miste sin kone og lære at leve videre
  • At få prostatakræft i 2009 og leve med senfølger som inkontinens og impotens
  • Hvorfor han taler åbent om tabuer – og hvorfor livet ikke stopper ved pensionsalderen

Tom deltog også i Hotel Romantik 2026, hvor hans ærlighed om sygdom og senfølger har gjort ham til en efterspurgt oplægsholder.

Joan og Tom giver et varmt, ærligt og livsbekræftende indblik i, hvordan man som senior kan stå i livets svære faser – og alligevel finde håb, humor og nye muligheder.

Der vil være god tid til spørgsmål undervejs.

Først publiceret: torsdag 8. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 8. oktober 2026 kl. 11:24

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form