Faglige Seniorers mærkesager til ældrerådsvalget

Seniorpar taler sammen foran PC

Der er valg til langt de fleste ældreråd og seniorråd i efteråret 2021. Valgene vigtige, og der er behov for at øge interessen for valg til ældrerådene, mener Faglige Seniorer.

Valgene til ældreråd og seniorråd giver gode muligheder for at sætte fokus på seniorernes vilkår og særligt forholdene for de svageste og mest sårbare ældre.

Faglige Seniorer har derfor formuleret nogle mærkesager på det kommunalpolitiske og ældrepolitiske område.

Faglige Seniorer mener:

Det er væsentligt for demokratiet, at rigtig mange stiller op til valgene. Det er også væsentligt, at rigtig mange stemmer.

Faglige Seniorer arbejder for at få ældrerådsvalgene lagt på den samme dato i alle kommuner, og helst i forbindelse med kommunalrådsvalgene hver fjerde år. Det vil gavne både omtalen og stemmeprocenten.

Vi ønsker fremmødevalg, altså et valg hvor man møder op og lægger sin afgivne stemme i urnen. Det viser sig, at det gavner stemmeprocenten, og det giver mere debat om de ældres forhold i lokalområdet. I 2021 er flere kommuner skiftet til fremmødevalg i forhold til seneste valg.

Derudover arbejder Faglige Seniorer for, at ældrerådene bliver meget mere udfarende og synlige.

Ældrerådsvalgene er vigtige, men det er det der foregår imellem valgene, der er vigtigst!

Kommunernes rolle og økonomi på ældreområdet

Faglige Seniorer mener, der er behov for flere ressourcer til den ældrepolitiske opgave. Dels fordi der kommer flere sårbare ældre, som har brug for en god service, dels fordi der stadig er store huller på grund af mange års besparelser.

  • Faglige Seniorer støtter forslaget om en velfærdslov.
  • Faglige Seniorer mener, at frikommune-forsøget på ældreområdet skal følges og evalueres med henblik på, om forsøgene reelt skaber bedre service. Forsøgene skal gennemføres for borgernes skyld og ikke for kommunernes.
  • Faglige Seniorer mener, at kommunerne skal forpligtes til at offentliggøre deres standarder så der bliver reelle muligheder for at diskutere prioriteringer og sammenligne standarder på tværs af kommunerne.
  • Faglige Seniorer ønsker at kommunerne skal underlægges eksterne tilsyn. Det er den eneste mulighed for at skabe større synlighed på problemerne med omsorgssvigt.
  • Faglige Seniorer ønsker et forenklet og styrket klagesystem, som sikrer borgernes rettigheder. Det kan være en ny og uafhængig ombudsmands-institution, som borgere og pårørende kan klage til.

Den kommunale hjemmepleje

Kommunernes økonomi og de reducerede personaleressourcer har ført til en dårligere service overfor ældre, der har brug for hjælp.

  • Faglige Seniorer ønsker, at vilkårene for at få tilbudt hjælp bliver mere gennemsigtige, selvom der fortsat vil være et betydeligt element af skøn. De ældres rettigheder bør også styrkes, så man undgår for store forskelle i hjælpen.
  • Faglige Seniorer mener, der er behov for at opkvalificere på personalesiden i hjemmeplejen, så der kan sikres en stærkere faglighed. Uddannelsen af nye elever og opkvalificering af den nuværende arbejdskraft skal sættes i fokus i de kommende år, og der er der et stort, lokalt ansvar.

Flere plejeboliger

Fremover vil et stigende antal ældre få behov for en bolig i et lokalt plejecenter eller plejehjem. Kommunernes landsforening vurderer, at der er behov for yderligere 10.000 boliger over hele landet inden 2030.

  • Faglige Seniorer mener, at regeringen og kommunerne i fællesskab bør udarbejde en strategi, der kan sikre den tilstrækkelige kapacitet. Det går ikke, at sygdomsramte ældre ikke kan få en bolig med den fornødne pleje, efter de er udskrevet fra sygehuse.
  • Faglige Seniorer mener, at tilsynet med ældrepleje og plejecentre skal forenkles og styrkes.
  • Når der er klager, skal de synliggøres og der skal være mulighed for, at offentligheden kan følge bedre med i arbejdet med at rette op på de uacceptable tilstande. Både beboere og pårørende skal sikres bedre indflydelse på det enkelte plejehjem.

Ældres sundhed skal i fokus

  • Faglige Seniorer mener, at kommunerne skal sikre de fornødne ressourcer, så ældre oplever, at genåbningen efter Corona-pandemien sker på en sikker og forsvarlig måde.
  • Faglige Seniorer mener, at den lokale sundhedsindsats skal styrkes, så den kan håndtere et stigende antal ældre med en eller flere kroniske lidelser.
  • Faglige seniorer mener, at der politisk skal sættes fokus på en bedre koordination mellem de enkelte led i sundhedsvæsnet.
  • Faglige Seniorer arbejder for, at det forebyggende sundhedsarbejde i kommunerne skal styrkes i de kommende år. Sund levevis, kostvaner og motion skal bidrage til endnu bedre resultater. Vi skal også styrke den mentale sundhed.

Massivt behov for ældreboliger

I de sidste 10 år er befolkningstallet for de 65+ årige forøget med over 250.000. I takt med at levetiden stiger, så vil tendensen til flere ældre vokse frem mod 2050. Det fører til et massivt behov for flere boliger, der passer til ældres behov.

  • Faglige Seniorer mener, at antallet af ældreegnede boliger skal forøges med mindst 50.000 enheder i løbet af de næste 10-15 år.
    Det er ikke kun en type bolig, der er brug for. Der skal bygges og omstilles mange almene ældreboliger, seniorbofællesskaber og integrerede boliger i etablerede boligområder.
  • Faglige Seniorer mener, at kommunerne bør pålægges et større ansvar for den samlede boligforsyning. Boligmarkedet kan ikke løse denne opgave alene.

Seniorer i arbejde

Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er stigende. Den nærmer sig folkepensionsalderen og vil om kort tid overstige den. Langt over 100.000 pensionister vælger at arbejde sideløbende med at de modtager folkepension. Mange vælger at fortsætte til langt op i 70’erne.

  • Faglige Seniorer opfordrer kommunerne til at lave en lokal strategi for seniorer på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at man hjælper med at fastholde seniorerne i arbejde eller med at rekruttere arbejdskraft blandt andre seniorer.
  • Faglige Seniorer mener, at jobcentrene skal prioritere hjælpen til ledige seniorer. Det skal også være muligt at få uddannelse, der er målrettet nye job.

Bedre transportmuligheder

Mange seniorer har brug for en bedre transportservice. De har svært ved at komme til butikker og aktiviteter.

  • Faglige Seniorer opfordrer regioner og kommuner til at planlægge en transportpolitik, der sikrer de ældre både billige og effektive transportmuligheder.

Seniorer – et aktiv for det lokale fællesskab

Mange seniorer vil gerne yde et bidrag til det lokale fællesskab, når de har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men selvom vi er kendt for at være et forenings-Danmark, så er vi ikke gode til at gøre brug af de mange frivillige, som byder sig til.

  • Faglige Seniorer opfordrer alle kommuner til at udarbejde en frivillighedspolitik og en strategi, der kan få flere i gang med at virke som frivillige i lokalsamfundet.
  • Faglige Seniorer mener, at senior- og ældrerådenes rolle og opgaver skal styrkes. Rådene skal føre til reel indflydelse på de opgaver, som kommunen har i forhold til ældre.

Læs mere:
Faglige Seniorers kommunalpolitiske indsatsområder 2021

Valg til ældreråd og seniorråd 2021 (og 2020, 2022 eller 2023)

De fleste kommuner afholdt valg til ældreråd eller seniorråd i efteråret 2021. I de fleste tilfælde blev valget afholdt samtidig med kommunalvalget den 16. november.

I en række kommuner, hvor der for eksempel ikke var fremmødevalg, foregik valget tidligere.

I enkelte kommuner var der valg i 2020. I en række andre kommuner afholdes valg til ældreråd eller seniorråd i 2022 eller 2023.

Bortset fra navnet, er der ingen forskel på et ældreråd og et seniorråd. I de fleste kommuner hedder det ældreråd, men i nogle kommuner har man valgt, at rådet skal hedde seniorråd.

Se kandidater fra Faglige Seniorer HER