Danskerne dropper smøgerne og lever længere
Mænd er ved at indhente kvinderne og kan nu se frem til at blive i gennemsnit 79 år gamle. Kvinder lever dog fortsat længst. At vi dropper smøgerne betyder, at vi bliver ældre og ældre.
Senest opdateret: tirsdag 20. februar 2018
Det er dem, der smed askebægeret ud og erstattede det med en frugtkurv, der nu titter frem i statistikken over, hvor gamle danskerne bliver.
At mange har droppet tobakken er den helt store årsag til, at vi kan se, at levetiden stiger.
Mænd kan nu se frem til at blive 79 år, mens kvinder fortsat kan lægge nogle år oven i og glæde sig over, at blive i gennemsnit 82,9 år. Men mændene haler kraftigt ind på kvinderne.
Siden 1990 er forskellen i levetid reduceret fra 5,7 år til nu 3,9 år. Mænd kunne dengang forvente at blive 72 år, mens kvinder kunne se frem til at blive næsten 78 år.
Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik over danskernes såkaldte middellevetid.
Rygning er den store dræber
Forklaringen på, at danskerne fortsat bliver ældre og ældre, er dels at vi spiser sundere, at vi dyrker mere motion og at medicin er blevet bedre. Men ikke mindst, at mange er holdt op med at ryge, lyder det fra Rudi Westendorp, der er professor i aldringsforskning ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.
Vi pulsede løs i gamle dage
Der var mange flere end i dag, der røg i de "gode gamle dage". Især mændene pulsede løs.
- I 1953 røg 8 ud af 10 mænd.
- Kvindernes rygning toppede i 1970. På det tidspunkt røg næsten halvdelen af kvinderne hver dag.
- I dag er der stort set lige mange mænd (15 procent.) og kvinder (17 procent), der ryger dagligt.
- Omkring 5 procent af danskerne ryger en gang imellem.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
”Rygning er stadig den store dræber og årsag til, at danskerne fortsat i europæisk sammenhæng lever i kortere tid. Men vi er ved at komme efter det og det, at mange har droppet tobakken, er den helt store årsag til, at vi kan se, at levetiden stiger,” siger Rudi Westendorp.
Mænd har røget mest
At kvinder fortsat lever næsten fire år længere i gennemsnit end mænd skyldes blandt andet, at mænd røg mere tilbage i 1950’erne, mens kvinder først tog tobakken til sig for alvor i løbet af 1960’erne og 70’erne.
”Flere mænd har røget og i en længere periode i deres liv og dør derfor også tidligere end kvinderne,” lyder en af Rudi Westendorps forklaringer på forskellen i middellevetiden mellem mænd og kvinder.
Lever længst i Nordsjælland
Hvor gamle vi kan forvente at blive er forskellig fra landsdelene.
Både blandt mænd og kvinder lever man længst i Nordsjælland med en middellevetid på henholdsvis 80,4 år for mændene og 83,9 år for kvinderne.
Den laveste middellevetid er i kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby. Her kan mænd forvente at blive 77,2 år, mens kvinder kan se frem til at blive 81,6 år.
Øvrige landsdele, mænd og middellevetid
Vestjylland | 79,9 |
Østjylland | 79,7 |
Østsjælland | 79,4 |
Sydjylland | 79,0 |
Københavns omegn | 78,8 |
Fyn | 78,8 |
Nordjylland | 78,8 |
Bornholm | 78,1 |
Vest- og Sydsjælland | 77,7 |
Mænd, hele landet | 79,0 |
Øvrige landsdele, kvinder og middellevetid
Vestjylland | 83,5 |
Fyn | 83,2 |
Københavns omegn | 83,1 |
Østsjælland | 83,1 |
Sydjylland | 83,1 |
Østjylland | 83,1 |
Nordjylland | 82,7 |
Bornholm | 82,0 |
Vest- og Sydsjælland | 81,7 |
Kvinder, hele landet | 82,9 |
Middellevetiden opgøres som det gennemsnitlige antal år en nyfødt kan forvente at leve, forudsat at de nuværende dødshyppigheder holder sig konstante i fremtiden. Kilde: Danmarks Statistik
Først publiceret: tirsdag 20. februar 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 20. februar 2018 kl. 11:46