Faglig klippe: Det skal være livsglæde, der er overskriften
For Verner Landin er fællesskabet og frivilligt arbejde drivkraften. Og så skal der være plads til fest og glæde. Nu sætter den snart 77-årige bornholmer farten lidt ned og stopper som sektionsformand.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
Verner Landin, Bornholm, nærmer sig de 77 år. Han har haft en lang karriere i fagbevægelsen og i politisk arbejde.
Nu har han valgt at geare lidt ned og stopper som sektionsformand for Faglige Seniorer Bornholm.
Der holdes fem fester årligt i Sagahuset, hvor man kan spise og drikke, høre levende musik, danse eller snakke med andre ældre. Det er tilløbsstykker.
Han blev uddannet automekaniker i 1961, formand for LO Bornholm i 2003 og har siddet 24 år i by – og amtsrådsarbejde.
Verner Landin blev DSU’er som 14 årig og er faktisk fortsat medlem, dog uden stemmeret. Som Verner Landin med stolthed siger, er der 3 organisationer som andre kommer til at melde ham ud af, og det er DSU, Dansk Metal og Socialdemokraterne.
Besøger alle medlemmer
Den aktive bornholmer er medlem af Ældrerådet i Regionskommunen og er formand for følgegruppen Kultur, Teknik og Miljø. Han er også formand for Faglige Seniorer i Rønne. Ikke at forveksle med Faglige Seniorer på Bornholm. Her har Verner Landin også været formand, men formand for Bornholm har han valgt at stoppe med.
I Faglige Seniorer Rønne, er der cirka 1.100 medlemmer, og dem besøgte bestyrelsen personligt én gang om året imens Verner var formand. Og det daværende blad “Liv & lidt mere”, blev delt ud til hver enkelt medlem, de fire gange om året, det udkom. Verner Landin er ikke glad for, at vi ikke længere har et blad, for hvad skal vi så komme med til vores medlemmer?
Det er 800 husstande, som de kommer til, og det var et stort arbejde. Men – som Verner Landin siger – “det er givet godt ud, for folk føler de får noget – og de får ansigt på organisationen og bestyrelsen”.
Ture til Gardasøen og fester i Sagahuset
“Aktiviteterne i Faglige Seniorer er mange og meget forskelligartet. Der er busture til eksempelvis Gardasøen eller til København med besøg på Arbejdermuseet. Eller er man ikke til at rejse, så holdes der fem fester årligt i Sagahuset, hvor man kan spise og drikke, høre levende musik, danse eller snakke med andre ældre. Det er tilløbsstykker. Der kommer 3.600 personer om måneden i Sagahuset i vinterhalvåret,” fortæller Vernder Landin.
Når man først er væk fra arbejdsmarkedet, er der en tendens til at man bliver glemt af sin faglige organisation.
“Sagahuset er meget vigtigt for organisationerne og også Faglige Seniorer. Havde man ikke det, skulle man leje lokaler hele tiden, og det kan økonomien naturligvis ikke bære. Huset stod tomt for en del år siden, men aktiv handling sikrede, at kommunen var med på at lave det til et aktivt foreningshus for handicap- og pensionistforeninger på Bornholm”.
Frivilige er drivkraften
Også i arbejdet for at få Sagahuset gjort til et aktiv for pensionistforeningerne, var Verner Landin involveret. Frivillige er drivkræften i det hele. Uden dem var Sagahuset ikke.
Det frivillige gælder også Faglige Seniorer, hvor Verner Landin får god hjælp til arrangementerne. Der er festudvalg og mange der hjælper til med stort og småt.
“Ærgerligt er det, at vi ikke deltager som organisation på Folkemødet. Her kommer alle politikerne og personer fra alle organisationer i landet, så vil man synliggøre Faglige Seniorer, må man være dér.”
Synlige i den offentlige debat
Verner Landinser nu også nogle udfordringer:
“Når de faglige stopper med erhvervsarbejdet og går på efterløn eller pension, er der alt for få vi ser i Faglige Seniorer, og det er bekymrende. Når man først er væk fra arbejdsmarkedet, er der en tendens til at man bliver glemt af sin faglige organisation, selvom det er de ældre der har opbygget det vi har i dag”.
Landsformanden i Faglige Seniorer skal fremstå stærk og være meget synlig i den offentlige debat. Det er så vigtigt, mener Verner Landin.
“Men tiderne ændrer sig naturligvis, og vi må også udvikle os og få fat i de “unge gamle”, og nok også gøre arbejdet noget mere tværfagligt. Der skal være plads til alle, og det skal være livsglæde der er overskriften. Jeg vil være formand for en forening, hvor man bliver rost for sit arbejde”, siger Verner smilende.
“Og det har jeg faktisk oplevet rigtig ofte.”
Først publiceret: torsdag 17. maj 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 10:39