Siden 2011 er der blevet langt færre ledige blandt 3F’s medlemmer. Men når det gælder seniorerne, er ledigheden ikke faldet.

Flere seniorer på dagpenge

Mens efterløns- og pensionsalderen stiger, nærmer ledigheden for seniorer sig gennemsnittet, viser nye tal. Det er reformerne af tilbagetrækningsalderen, som nu slår igennem, lyder vurderingen.

Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019

Seniorer over 60 år har normalt haft en lav ledighed. Men nu nærmer seniorledigheden sig gennemsnittet, for første gang i 10 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Fagbladet 3F.

I 3F’s a-kasse er udviklingen lige så markant. Siden 2011 er der blevet langt færre ledige blandt 3F’s medlemmer. Men når det gælder seniorerne, er ledigheden ikke faldet.

Lars Olsen, forfatter og debattør, der har beskæftiget sig med ulighed i seniorlivet, mener at tallene afspejler den stigende efterløns- og pensionsalder.

– Før efterlønsreformen var der færre 60- og 61-årige på dagpenge og sygedagpenge, sammenlignet med 58-59 årige. Antallet faldt simpelthen, fordi mange gik på efterløn, hvis de kunne. Men efterhånden som pensionsalderen stiger, så sker det jo ikke længere, påpeger han.

Læs også artiklen: Seniortænketank – LO vil gøre job mere attraktivt for seniorer

Ledige har svært ved at komme igang igen

For bare få år siden kunne man få efterløn fra man var 60. I dag er både efterløns- og pensionsalder på vej op, og man kan i dag tidligst få efterløn, når man er 62,5 år.

Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse, peger på at virkeligheden er kompleks.

– Ingen tvivl om, at mange seniorer arbejder længere og dermed bidrager til det økonomiske opsving for tiden. Men der er også grupper, som ikke kan holde til at arbejde længere. Eller som er blevet ledige, og har svært ved at komme i gang, fordi de ikke er efterspurgt af arbejdsgiverne, mener hun.

Læs også artiklen: Faglige Seniorer – Flere ældre parat til at fortsætte i job

Mange kan ikke arbejde

Eva Obdrup siger, at den stigende pensionsalder er designet for uddannede grupper med mindre nedslidende arbejde:

– Men en stigende levealder – og dermed stigende pensionsalder – dækker der jo over store, underliggende forskelle. Mange synes det er fint at arbejde til de er langt oppe i 60’erne, men andre kan ikke, pointerer hun.

Først publiceret: tirsdag 17. juli 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.