Analyse: Kommuner bruger færre penge på hver ældre
Der bliver brugt færre penge på hver enkelt ældre, selv om kommunerne samlede udgifter til ældreområdet stiger, viser analyse fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: mandag 4. marts 2019
Er du senior, vil du i år opleve, at kommunen bruger færre kroner på dig.
For selv om kommunernes budgetter for 2019 samlet set viser, at der bliver brugt flere penge på ældreområdet, viser en analyse, at der for hver enkelt ældre faktisk bliver brugt 3 procent mindre.
Årsag: Flere ældre i kommunerne og inflationen æder stigningen i udgifterne, så der for hver enkelt ældre er afsat færre penge end i 2018.
Sandheden er, at der er behov for at budgettere med større udgifter på ældreområdet end det er tilfældet.
Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer
Det er fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer, der har regnet på kommunernes budgetter, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
”Tallene afslører med al tydelighed, at kommunerne slet ikke har gearet deres budgetter til virkeligheden: At vi bliver flere og flere ældre. Kommunerne fortsætter med at justere udgiften på området som intet var hændt. Men sandheden er, at der er behov for at budgettere med større udgifter på ældreområdet end det er tilfældet, hvis det skal matche befolkningsudviklingen. Og det er ikke sket”, siger direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
Bruger reelt færre penge
I alt regner kommunerne med at skulle bruge knap 50 milliarder kroner på ældreområdet i år mod lidt over 48 milliarder kroner i 2018. En stigning i udgifterne på 3,3 procent.
Men der sker samtidig en stigning i behov for kommunal service hos ældre.
Antallet af ældre over 75 år forventes at stige med omkring 5 procent og med en inflation på 1 procent, vil de reelle udgifter for hver ældre være mindre i 2019 end i 2018, konstaterer Faglige Seniorer i analysen.
Regnes de forudsætninger ind, får man et såkaldt deflateret tal. Det viser, at udgifterne i de samlede budgetter for kommunerne i 2019 til ældreområdet reelt er på 46,6 milliarder kroner.
”Når de samlede udgifter til ældre området således stiger med 3,3 procent, så er det i virkeligheden udtryk for, at de reelle udgifter falder med omkring 3 procent,” fremgår det af analysen.
2018 | 2019 | 2019* | |
Hjemmehjælp til ældre omfattet af frit valg af leverandør | 13.223 | 13.545 | 12.732 |
Pleje og omsorg mv. af primært ældre undtaget frit valg af leverandør | 26.125 | 27.019 | 25.398 |
Hjemmesygepleje | 4.165 | 4.438 | 4.172 |
Forebyggende indsats samt aflastningstilbud målrettet mod primært ældre | 2.274 | 2.349 | 2.208 |
Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befordring til ældre | 2.225 | 2.173 | 2.042 |
Plejevederlag og hjælp til sygeartikler o.lign. ved pasning af døende i eget hjem | 0.183 | 0.199 | 0.187 |
*Deflateret: Tal renset for inflation og udviklingen i antallet af ældre. Tal er opgjort i milliarder kroner.
Kilde: Faglige Seniorers beregninger og Danmarks Statistik.
Først publiceret: onsdag 23. januar 2019
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. marts 2019 kl. 10:07